Forsker undrer sig over karakterer i 6. klasse

Der er ikke belæg for, at karakterer styrker faglighed. Derfor undrer forsker sig over frikommuneforsøg

Foto: Helle Arensbak
Foto: Helle Arensbak

Egentlig er det først fra ottende klasse, at folkeskolens elever får et præcist tal på, hvor gode de er til at regne og stave. Men efter sommerferien vil nogle af Gentofte Kommunes elever i sjette klasse opleve det samme.

Minimum én skole i kommunen har allerede meldt sig til frikommune-forsøget, men det vækker undren hos en forsker, der ikke kan se en mening med at indføre karakterer i de mindre klasser.

- Der er ikke noget belæg for, at det styrker elevernes faglighed at få karakterer, siger Karen Egedal Andreasen, der er postdoc på Center for Uddannelsesforskning på Aalborg Universitet og har forsket i betydningen af test og karakterer i folkeskolen.

- Hvis man er interesseret i at støtte elevernes faglige læreproces, skal man tænke i andre typer af respons. Man kan undre sig over kommunens formål med det her, for der er allerede muligheder i elevplanerne og de nationale test, siger hun.

Karen Egedal Andreasen peger på, at karakterer risikerer at have negativ effekt på børnene.

- Et tal giver mulighed for sammenligning med andre i klassen. For de fagligt svage elever kan det betyde, at de oplever sig selv som en, der ikke har de samme ressourcer som andre. Og så kan det påvirke forældres og læreres opfattelse af barnet, siger hun.

I Gentofte Kommune afviser man dog Karen Egedal Andreasens bekymring.

- Vi indfører det her som et supplement. Karaktererne kommer ikke til at stå alene, men bliver fulgt op af mentorsamtaler og en digitaliseret læreplan, siger formanden for børne- og skoleudvalget i Gentofte Kommune, Pia Nyring (K).

Hun lægger vægt på, at det skal styrke feedbacken til eleverne.

- Vi vil ikke stigmatisere nogen, men vi gør det for at skabe en så gennemgribende feedback til eleverne som overhovedet muligt, siger Pia Nyring.

Forsøget vil begynde i august 2013 og løbe til udgangen af 2015. Herefter vil kommunen evaluere resultaterne.

I dag får elever i folkeskolen først karakterer fra ottende klasse. Indtil da foregår bedømmelsen af de enkelte elever som dialog blandt andet på baggrund af nationale prøver. Det er dog forskelligt fra skole til skole, hvordan dialogen ser ud i praksis.

Gentofte Kommune er en af ni såkaldte frikommuner, som kan søge om dispensation fra statslige regler og afprøve en række nye ordninger.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere