Ekspert: Obama vil fokusere på våbenlov i vigtig tale

I sin årlige tale til nationen vil Barack Obama slå et slag for stramninger af våbenlovene, forudser lektor

Når Barack Obama natten til onsdag holder sin årlige tale til nationen, vil han formentlig slå et slag for en skærpelse af den amerikanske våbenlovgivning.

Sådan lyder vurderingen fra Jørn Brøndal, der er lektor på Center for Amerikanske Studier ved Syddansk Universitet.

- Med hensyn til våbenloven handler det virkelig om at handle, mens folk stadigvæk har massakren i Newtown frisk i erindringen, og derfor tror jeg bestemt, det er noget, han vil fokusere på, siger Jørn Brøndal.

Den såkaldte State of the Union-tale foregår i Kongressen i Washington, men det er ikke kun politikere fra de to kamre Senatet og Repræsentanternes Hus, der vil være til stede.

Omkring 20 forskellige pårørende og ofre for skudmassakrer møder op i Kongressen - blandt andre en pige fra Newtown i delstaten Connecticut, hvor 20 børn og seks voksne i december sidste år blev slået ihjel af en skydegal mand på grundskolen Sandy Hook.

Det førte til, at Barack Obama og hans vicepræsident Joe Biden i januar præsenterede 23 forslag til ændringer af våbenlovgivningen, der kan indføres uden godkendelse fra Kongressen.

Et forbud mod angrebsvåben, som også indgår i planerne om våbenstramninger, skal imidlertid vedtages af Kongressen, og i den forbindelse sagde Barack Obama:

- Kongressen må handle. Kongressen må handle snart.

USA's førstedame, Michelle Obama, har inviteret moderen til et skudoffer fra præsidentens hjemby Chicago til at overvære talen i Kongressen. Det tyder derfor på, at der vil blive lagt fokus på våbenlovgivningen i talen, vurderer Jørn Brøndal.

- Der er bestemt lagt op til, at der vil blive spillet på alle følelsesregistre, og at Obama vil holde en stor tale. Det er han jo god til, siger han.

Den årlige tale til nationen er den første, Obama holder, siden han blev genvalgt i november sidste år. Selv om han ikke skal genvælges igen, tvivler Jørn Brøndal på, at han vil tale frit fra leveren. Det vil først ske efter midtvejsvalget i 2014.

- Efter næste midtvejsvalg i 2014 kan han formentlig ikke gennemføre særlig meget indenrigspolitisk. Det viser den historiske erfaring, og så kan han fokusere på først og fremmest det udenrigspolitiske, siger han.

Ud over våbenloven forventer Jørn Brøndal, at Obama vil tale om klimaløsninger, uddannelse, økonomi og en ny immigrationslov.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere