Minister vil give dødssyge ubegrænsede sygedagpenge

Regeringen præsenterer torsdag et udspil til ny sygedagpengelov, der fjerner varighedsbegrænsningen helt

Når regeringen senere torsdag fremlægger et nyt udspil til sygedagpengeloven, bliver det blandt andet med en model for at afskaffe varighedsbegrænsningen og samtidig indføre en mere aktiv indsats for langtidssygemeldte.

- Jeg synes, at vi har det problem i dag, at mennesker, der er syge af forskellige årsager, eksempelvis af kræft eller hjerteproblemer, oplever, at deres sygedagpenge ophører, at de ikke kan vende tilbage til arbejdet, og at deres forsørgelsesgrundlag forsvinder.

- Det er en belastning for den enkelte, og det kan også være en belastning for familien, og jeg tror ikke, at man må undervurdere, at det også skaber noget usikkerhed hos mennesker i lange sygdomsforløb, siger beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S).

Og derfor fremlægger hun torsdag eftermiddag en model for at afskaffe varighedsbegrænsningen af sygedagpenge og i stedet indføre en mere aktiv indsats for langtidssygemeldte.

- Det afgørende er i forhold til loven i dag er, at dem der falder i et sort hul, hvor der ikke er en ydelse og forsørgelse, gør vi op med fremover.

- Jeg kan allerede nu sige, at der for livstruende sygdomme kommer til at gælde ubegrænset adgang til sygedagpenge så længe, at man eksempelvis har en alvorlig kræftsygdom.

- Men for alle de øvrige sygdomsområder, fremlægger vi en afskaffelse af varighedsbegrænsningen i eftermiddag, siger ministeren.

Den aktive indsats i forhold til langtidssygemeldte bliver med fokus på en tværfaglig indsats for de mennesker, der har brug for det.

- Det bliver en plan over tiltag, der kan går på tværs af sundhedsområdet, hjælp til at vende tilbage til arbejdsmarkedet og måske noget på det sociale område, hvis der er behov for det, siger Mette Frederiksen.

Beskæftigelsesministeriet oplyser, at der er sat 30 millioner kroner af i det nye udspil til sygedagpengeloven til den del, der giver folk med livstruende sygdomme ubegrænset adgang til sygedagpenge.

Dertil kommer et endnu ikke offentliggjort beløb til den resterende del af modellen.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere