Annonce:
Annonce:

Jeg sov med Lykkes lig

Jesper Kleins afsked med sin elskede: - Ingen af os kunne bære, hvis hun var død på hospitalet

Jesper Klein fortæller om sin elskede Lykkes sidste timer. Ved hans fødder parrets trofaste hund Sølle.
Jesper Klein fortæller om sin elskede Lykkes sidste timer. Ved hans fødder parrets trofaste hund Sølle.
Annonce:
Følg Samfund

– Der er mange, der er så bekymrede for os nu, men vi klarer den, os to, gør vi ikke?

Annonce:

Jesper Klein har sørgebind om armen og vemod i stemmen, da han rækker ud for at klø den lille logrende Sølle bag ørerne.
Den lille hund vimser rundt i den blomsterprydede stue, mens Klein stille sætter sig i den dybe lænestol.

Bare 46 timer er der gået siden hans livs Lykke – skuespilleren og forfatteren Lykke Nielsen tidligt tirsdag aften – efter to et halvt års indædt kamp – bukkede definitivt under for kræften og sov stille ind i sin seng i soveværelset i parrets villa på Amager.

Jeg er i dyb sorg
Alligevel har han overskud til at fortælle om deres sidste timer sammen – og de første uden sin elskede.
Roligt, nu og da endda med et smil, som blot ikke når øjnene, fortæller han åbent og ærligt, præcis som Lykke var det, om den dødelige sygdom:

– Det har været et par meget kaotiske døgn. For et menneske i dyb sorg – og det er jeg – forekommer den måde, vi herhjemme håndterer døden på, meget bureaukratisk. Jeg har haft meget travlt de sidste døgn. Derfor sov jeg også som en sten i nat (natten mellem onsdag og torsdag, red.) Jeg var så træt.

– Det var min første nat uden Lykke. Den første nat lå jeg i sengen ved siden af Lykkes lig – jeg er jo stadig gift med fruen, siger han, og igen kruses læberne i et stille smil.

Lykke klar over det var slut

– Det gik stærkt til sidst. Lykke var oppe og ude at gå så sent som i sidste uge, men i weekenden måtte vi opgive at få hende ned ad trapperne fra soveværelset. De sidste døgn sov hun det meste af tiden.

– Lykke blev klar over før os andre, at det var ved at være slut. Det var jo inde i hende, det skete. Hun har været så enestående og forfærdelig stærk – og spist en frygtelig masse piller. Men til sidst forsvandt smerterne.

Værdig til det sidste

– Vi har prøvet at være så almindelige sammen, som vi plejede, og så prøvede vi at gøre de sidste vågne timer så festlige som mulige. Selv om, for en rask, har det nok ikke virket så festligt, men det var bare sådan nogle små ting ... Som f.eks. at sørge for, hun kunne se de samme tv-kanaler i sit værelse, som der er hernede i stuen. Her har jeg jo siddet en del om aftenen. Når man ikke er syg, kan man jo ikke sidde i en seng hele dagen, men de tre-fire timer, som Lykke til sidst var vågen i døgnet, har jeg og familien været om hende, siger Jesper Klein og tilføjer, igen med det lille vemodige smil:

– Det var sgu nemt nok, når hun var vågen. Det sidste fornuftige, jeg spurgte hende om, var. om der var noget, hun havde lyst til. ’Et glas mælk og 20 Prince’, svarede hun – det synes jeg er et virkelig værdigt svar i hendes situation.
Efter to et halvt år som tilskuer til fruens forgæves kamp mod kræften vedkender han sig en lille lettelse over ’ikke mere at skulle tage hensyn til det sludder og de urimeligheder’, som sygdommen fik hende til at øse ud over den trofaste gemal gennem 36 år.

Halveret
– Syge mennesker har det privilegium, at man retter sig efter dem, selv om de er urimelige – kræftpatienter plejer at være særlig slemme, men Lykke har nu skånet mig meget, og i dag ville jeg jo ønske, at urimelighederne fortsatte. For det er rædselsfuldt, når den, man elsker, dør.

– Man bliver så underligt halveret, siger Jesper, der ikke lægger skjul på, at Lykkes lange, ofte smertefulde, sygeforløb har været hårdt for ham også:

– Jeg har da tit tænkt, at det måske er lykkeligere, når døden kommer sådan bom-bom som en ulykke, men ...
En lille trøst i sorgen er, at Lykke døde i parrets hjem, omgivet af sine allernærmeste:

– Det ønskede vi begge. Jeg ville slet ikke have kunnet klare det, hvis hun var død på Riget ...

Den åbenlyse, tårevædede sorg har Jesper Klein endnu ikke haft stunder til at gennemleve:

– Jamen, jeg kan jo ikke gå og græde hele tiden. Jeg er heller ikke så god til det, siger han – nærmest undskyldende.

Sønnen trøster
Så ringer telefonen. Sønnen Sebastian, som de seneste knap to døgn nærmest har mandsopdækket sin far, melder, at aftensmaden står på bordet hjemme hos hans familie – fruen og de to små (børne)børn, som Lykke elskede at være farmor for:

– Ja, jeg kan jo altid ringe efter sønnen, siger Jesper og lader forstå, at han med Lykkes død har mistet et af de få mennesker, han har følt sig helt fortrolig med:

– Hun havde jo sin vidunderlige lille skare af veninder, der har skiftedes til at tage vagterne hos hende og til at muntre hende op. Sådan en flok har jeg ikke – så jeg ringer efter sønnen. Han er flink. Vi har hinanden, siger han og klør igen lille Sølle kærligt bag ørerne:

– Kom så, Sølle, du skal også have din aftensmad.

Annonce:
Annonce:
Annonce:

Mere fra Ekstra Bladet+

Annonce:
’Man behøver ikke have ondt af Joachim, men...’
Annonce:

Hvilke nyheder skal vi vise her?

Med en gratis bruger kan du selv vælge!
Så er du altid opdateret på lige præcis det, der interesserer dig. Læs mere

Brugervilkår - Har du en bruger? Log ind

Annonce:

Det bedste fra Ekstra Bladet+

Mest læste fra den seneste uge

Annonce:
Annonce: