Dødssyge må fryse for en smøg

Røg-hysteri endt i ren grusomhed: Leo Larsen kæmper mod rygeforbud på sygehus

- Det er dybt nedværdigende. Iført sit tynde hospitalstøj må Leo Larsen ud i regn og blæst på grund af sygehusets rygeforbud. (Foto: Per Rasmussen)
- Det er dybt nedværdigende. Iført sit tynde hospitalstøj må Leo Larsen ud i regn og blæst på grund af sygehusets rygeforbud. (Foto: Per Rasmussen)
Det var mørkt, det regnede og blæste. Og det var hundekoldt. Forvist af et totalt rygeforbud stod den gamle kone ude i vejret. Tynd og afpillet og dødssyg af kræft, langt over 80, krøb hun sammen i sit tynde hospitalstøj, mens hun begærligt sugede lidt glæde ud af sin cigaret. En sidste gang. Hun var død dagen efter.

- Fryser du ikke? spurgte hendes medpatient, Leo Larsen, mens han selv tændte en cigaret.

- Jeg skal bare lige have en smøg, kom det fra den syge gamle kone som fra en lille pige, der var taget med fingrene i klejnekassen.Leo Larsens beretning om den gamle kone er blot et af mange eksempler på, hvordan hysteriet omkring tobaksrygning udarter til grusomheder på sygehusene i Vestsjællands Amt.

Han kræver det totale rygeforbud uden- og indendørs på sygehusene lempet, så der atter kan indrettes rygerum på afdelingerne.

Menneskeret
- Selvfølgelig er det farligt at ryge, drikke eller spise for meget. Men det er altså også en menneskeret, at ryge, æde eller drikke sig ihjel, hvis man absolut vil.

- Her på stedet får folk dagligt besked om, at de er dødssyge, og der er ingen i verden, der skal fratage disse mennesker retten til at komme igennem krisen ved hjælp af en smøg, siger den 75-årige storryger.

Leo Larsen er på syvende uge indlagt på Kirurgisk Afdeling A1 på Slagelse Sygehus, hvor flertallet af patienterne lider af mavetarmkræft. Selv blev han opereret for kræft i endetarmen for tre år siden. Nu slås han med betændelse i operationssåret efter en stomi-operation forleden.

I 60 år har den gamle værktøjsmager klaret dagen og vejen med 20 Prince dagligt.

Personalet hjælper
Han har prøvet alt muligt for at holde op. Det lykkedes ikke.

Så nu valfarter han ustandseligt med stomiposen dinglende fra maven ud i det fri, hvor han når at inhalere en halv smøg, inden han endnu en gang er gennemfrosset og må tilbage i varmen.

Selv om rygning i det fri også er forbudt på sygehusene i amtet, siger personalet ikke noget til det. De gør det selv og giver en hjælpende hånd til de patienter, der ikke kan gå.

- Næsten alle ansatte og patienter, jeg har mødt i disse syv uger, er enige med mig. Jeg bliver ved med at ryge i det fri. Hvad kan de gøre mig? Sende mig hjem og lade mig dø?

Nedværdigende
Dagligt er Leo Larsen vidne til groteske scener på grund af rygeforbuddet.

Som den mandlige patient, der med sit stativ med dropflasken må hjælpes ud i regn og blæst, mens han hvæser løs på sin cigaret.

Eller manden, der var indlagt i halvanden måned, og hver dag fik besøg af sin kone, hvorpå de to fra kl. 13 til langt ud på aftenen sad ude og frøs gudsjammerligt, mens de kæderøg.

- Det her er dybt nedværdigende. Jeg fatter ikke, det er lovligt at berøve mennesker deres frihed, og jeg håber, der rejser sig en storm af protester, siger Leo Larsen.
0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere