Dyr er ikke homoseksuelle

Dominans og fangenskab får dem til at kaste sig over deres eget køn, mener forsker

Når en chimpansehun er i brunst, er hun meget, meget i brunst. De er simpelthen vilde, og de kan sagtens finde på at have sex med hinanden. (Foto: Morten Langkilde)
Når en chimpansehun er i brunst, er hun meget, meget i brunst. De er simpelthen vilde, og de kan sagtens finde på at have sex med hinanden. (Foto: Morten Langkilde)
Hvad er bøssepingviner for noget? Kan dyr overhovedet være homoseksuelle?

Det mest kendte eksempel var en flok hanpingviner i den zoologiske have i Bremerhaven i Tyskland. En historie, der fløj verden rundt. Ikke mindst, da homoseksuelle aktivister gik på barrikaderne mod den zoologiske haves planer om at indlemme hunner i pingvinflokken, så den kunne blive forøget.

Det kunne man i hvert fald ikke, mente aktivisterne, der argumenterede for, at man ikke kan trække seksualitet ned over hovedet på nogen. Mennesker eller dyr. Overskrifter som 'Homoseksuelle vil kæmpe for bøssepingviners rettigheder' ramte aviserne.

Sex ikke nok
Psykolog og primatolog Jill Byrnit har i årevis arbejdet med menneskeaber og har et stort indblik i dyreverdenen såvel som i menneskeverdenen. Hun har netop lavet en ph.d.-afhandling i komparativ psykologi om menneskeabers adfærd sammenlignet med menneskers. Hun mener ikke, at man overhovedet kan tale om homoseksuelle dyr. Heller ikke pingviner.

- De færreste homoseksuelle mennesker ville sige, at de var homoseksuelle, bare fordi de har sex med deres eget køn. Det kræver noget andet og mere end det. Der er jo også masser af kvinder, der er tættere på deres veninder, end de er på en mand. Det gør dem heller ikke til homoseksuelle. At have en seksualitet er en blanding af, at du har sex med et køn, forelsker dig i det køn, og at du konsekvent vælger det køn. Ingen af delene er opfyldt hos dyr, forklarer Jill Byrnit.

Derfor kan man ikke kalde pingvinerne for bøsser. Men det er ikke den eneste grund.

Liderlighed
- De er i fangenskab, og man kan ikke udlede noget af dyr, der er i fangenskab. Ude i naturen lever pingviner tit i store flokke, hvor de har den samme mage hele deres liv.

Naturen er indrettet, så den på snedig vis forsøger at undgå indavl hos dyr. De fleste dyr vil ikke parre sig med dyr, de har kendt hele livet, fordi det kunne være et familiemedlem. Og hos mange dyrearter forlader det ene køn flokken og går ud i verden for at finde en mage. Det kan ikke lade sig gøre, når de er i fangenskab.

- Masser af aber vil ikke parre sig i fangenskab, selv om det ikke er en blodrelateret bror eller søster, men det tror de, det er, fordi de har kendt dem hele livet. Og de her stakkels pingviner er så snotforvirrede, fordi de normalt er mage-dannende. Det betyder, at de på et tidspunkt har været nødt til på en eller anden måde at finde sig en mage. I det her tilfælde af samme køn. Og så kan man ikke bare komme og præsentere dem for nogle nye, for de har allerede knyttet tætte bånd.

Selv hvis dyr parrer sig med en af samme køn i naturen, mener Jill Byrnit stadig ikke, at der er tale om homoseksualitet.

- Masser af aber gør det som dominans. Og hvis en hund kravler op ad dit ben, er det ikke nødvendigvis fordi, den vil parre sig med dig. I mange tilfælde vil den dominere dig.

Hos chimpanser kan det også bunde i god, gammeldags, almindelig liderlighed.

- Når en chimpansehun er i brunst, er hun meget, meget i brunst. De er simpelt hen vilde, og de kan sagtens finde på at have sex med hinanden.

I mangel af bedre
- Der findes også masser af mennesker, der af en eller anden årsag har dyrket sex med deres eget køn, men hvor de aldrig ville definere sig selv som hverken homo- eller biseksuelle. For eksempel i fængsler eller i hæren. Og her er der ikke kun tale om voldtægt, men reelle forhold. Og i flere kulturer er det ikke ualmindeligt, at mænd har sex med hinanden, fortæller Jill Byrnit.

- I nogle sydamerikanske lande kan nogle mænd godt finde på det. Og det sker også i den arabiske kultur. Det er ikke noget, man taler om, men det foregår. For eksempel, hvis man har gået et stykke tid, hvor der ikke har været kvinder.

Det var tilfældet for han-pingvinerne i Bremerhaven Zoologiske have. Her var ingen små søde pige-pingviner, og derfor kastede herrerne sig over hinanden.
0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere