400.000 har rygerlunger

Op mod 400.000 danskere har begyndende rygerlunger uden at vide det. Lungeforeningen opfordrer til, at man får målt sin lungekapacitet

Danmarks Lungeforening og danske lungelæger opfordrer alle rygere og eks-rygere over 40 år til at få målt deres lungefunktion. (Foto: AP)
Danmarks Lungeforening og danske lungelæger opfordrer alle rygere og eks-rygere over 40 år til at få målt deres lungefunktion. (Foto: AP)
KOL også kaldet rygerlunger koster hvert år omkring 3500 danskere livet. Samtidig må andre tusinder leve med så lav en lungefunktion, at de hverken kan passe et arbejde, købe ind eller gå på trapper.

På den baggrund opfordrer Danmarks Lungeforening og danske lungelæger alle rygere og eks-rygere over 40 år til at få målt deres lungefunktion.

- For mange er det blevet naturligt at få målt blodtryk og kolesteroltal. På samme måde burde alle rygere og eks-rygere, som er fyldt 40 år, få målt deres lungekapacitet. Har man fået rygerlunger, er det helt afgørende, at det bliver opdaget tidligt, siger direktør i Danmarks Lungeforening Charlotte Fuglsang.

På onsdag er det international KOL-dag, og i den anledning kan man få målt sin lungekapacitet flere steder i landet, blandt andet på en række sygehuse.