Politivold ryster Sydafrika

Hvide politibetjente mishandler tre sorte mænd - Sydafrikas præsident er forfærdet

En video hvor sydafrikanske politibetjente og hunde mishandler sorte fanger har oprørt befolkningen i det afrikanske land.

Videofilmen blev i går sendt på en landsdækkende tv-station og viser glubske hunde, der mishandler tre sorte mænd, mens hvide politibetjente åbenlyst morer sig og sparker til de angste mænd.

Den sydafrikanske offentlighed er rystet over den racistiske politivold, som man havde håbet var forsvundet med apartheid. 'Racisme' og 'politibrutalitet', skriver de største sydafrikanske aviser onsdag.

- Hundetræning
De grusomme optagelser er lavet i 1998, og de tre unge sorte mænd skulle være illegale immigranter.

Ifølge tv-stationen blev de tre mænd kørt til en øde mark, hvor de i en time blev mishandlet af fire politihunde, mens de bad for deres liv.

En af politimændene siger grinende til videokameraet:

- Dette er hundetræning.

Ifølge en talsmand for Sydafrikas præsident Thabo Mbeki, skulle den i øvrigt sorte præsident have set videoen og være 'forfærdet'.

Sagen skal nu undersøges.
0 kommentarer
Vis kommentarer