Vicevært vandt 163 mio. dollar

En vicevært fra Georgia har sagt sit job op efter at have vundet 163 millioner dollar i Lotto

Den 52-årige vicevært Ben Chason fra Bainbridge i staten Georgia har skiftet sin sidste pære, efter at han i den forgangne weekend vandt 163 millioner dollar i det landsdækkende lotteri 'Mega Millions'.

- Jeg er færdig med at arbejde, I kan betragte mig som pensioneret, sagde Chason, da han stod frem for pressen mandag.

I stedet for at få samtlige 163 millioner dollar udbetalt over en længere årrække valgte Ben Chason at få gevinsten udbetalt nu og her, og efter skat var der 66 millioner (388 millioner danske kroner) dollar tilbage, og det er jo også en slags penge.

Chason vil bruge en del af pengene på at forsøde sin families og kærestens families tilværelse. Noget skal investeres i aktier og noget i jord, og så har han en konkret plan om at hjælpe en nevø, der studerer teologi med henblik på at blive præst.

- Jeg tror s'gu, jeg får bygget en kirke til ham, siger Chason.

Chasons præmie kommer ikke i rekordbøgerne. I februar vandt otte slagteriarbejdere fra Nebraska 365 millioner dollar i det andet store landsdækkende lotteri, Powerball.

0 kommentarer
Vis kommentarer