Dyrenes Beskyttelse: Ekstra Bladets billeder er chokerende

I Dyrenes Beskyttelse er man chokerede over afsløringerne af mink og ræves forhold på danske pelsdyrfarme - dyrevennerne kræver et forbud

Det er billeder som disse, der har chokeret Dyrenes Beskyttelse. (Foto: Anima)
Det er billeder som disse, der har chokeret Dyrenes Beskyttelse. (Foto: Anima)

Reaktionen på Ekstra Bladets afsløringer af forholdene på danske pelsdyrfarme er skarp hos Dyrenes Beskyttelse. Mink med åbne sår og manglende øjne og ræve med afbidte ben og tandbylder så voldsomme, at de ikke kan spise er blandt de billeder, man i dag kan se i Ekstra Bladet.

- I Dyrenes Beskyttelse har vi svært ved at se, hvordan minkproduktionen kan fortsætte på de nuværende præmisser, efter vi set billederne i Ekstra Bladet, siger direktør Britta Riis.

Dyrenes Beskyttelse ser helst et forbud, ligesom det i år skete med ræveproduktion, men kan det ikke gennemtrumfes, kræver foreningen, at mink kun holdes, så deres naturlige adfærd tilgodeses.

Dyrenes Beskyttelse gennemførte i 2006 et pilotprojekt ved AQUA Ferskvands Akvarium - netop for at vise, hvilke forhold mink trives under.

Almindelige farmmink blev sat ud i et anlæg med næsten naturlige omgivelser. Projektet viste tydeligt, at mink, der i generationer har været holdt i små bure, har beholdt deres naturlige adfærdsmønstre , og at de både svømmer, jager, klatrer, leger og graver huler, hvis de bare får muligheden for det.

- Hvis der viser sig et politisk flertal for at lukke minkproduktionen i Danmark, vil vi hilse forbuddet velkommen. Vi kan kun tillade en minkproduktion, hvor mink er sikret et godt liv, og hvor der bliver taget hensyn til deres naturlige behov, siger Britta Riis, direktør i Dyrenes Beskyttelse. Og de behov er blandt andet svømmebassiner og noget mere plads, end burene, som minkene i dag lever i, tillader.