Forsøgte at dæmpe sønnens symptomer: Smuldrede cannabis i madpakke

Dorthes dreng har Dravet Syndrom. Og i et forsøg på at hjælpe ham, har hun med succes givet ham cannabis

(Foto: Polfoto/Jan Grarup)
(Foto: Polfoto/Jan Grarup)

Kun fem måneder gammel fik Frederik sit første krampeanfald. Da han var næsten et år, kom det næste. Og herfra begyndte anfaldene at komme oftere.

Information skriver i dag om den femårige dreng, der har Dravet syndrom, som hører til en af de mest sjældne epilepsiformer hos børn.

Han blev diagnosticeret, da han var halvandet. Og dengang fik hans mor, som Information vælger at kalde pseudonymet Dorthe, at vide, at hun var heldig, hvis han blev fem, og at han ville sidde i kørestol, hvis han blev 18 år. Det fik hende til at beslutte, at drengen ikke skulle dopes med medicin.

- Hvis ikke Frederik ville blive så gammel, så skulle han i hvert fald have noget livskvalitet, fortæller Dorthe til Information.

Medicin var dog ikke helt til at undgå. Og ifølge moderen opbyggede drengen en tolerance over for den stesolid, han fik. Det betyder, at den ikke virker efter et stykke tid, og at drengen derfor regelmæssigt skal nedtrappes. Abstinenserne, der så opstår, giver imidlertid flere anfald.

For Dorthe er det hårdt at se sin dreng have det sådan. Derfor valgte hun at gøre brug af en metode, hun havde læst om på nettet.

- Jeg prøvede at bruge cannabis til at mildne hans abstinenser, siger Dorthe til Information og tilføjer:

- Jeg smuldrede cannabis i smørret i hans madpakke. Jeg var hunderæd for, at pædagogerne i børnehaven skulle opdage, at den lugtede specielt.

Det virkede imidlertid. Anfaldene blev sjældnere, og det virkede også positivt på drengens kognitive evner.

Det er en helt speciel form for cannabis, der virker. Og i dag har Dorthe fået en ven til at dyrke det. Men frygten for, at politiet kommer og beslaglægger det, er stor.

- Der skal meget til at gå mod autoriteterne og bryde loven. Det har jeg dybest set slet ikke lyst til, men når det drejer sig om mit eneste barn og hans helbred, er jeg klar til at gøre det, fortæller hun.

Ifølge Dorthe er der 20-30 andre børn i Danmark med Dravet syndrom. Og hun har kontakt til flere, der gerne ville påbegynde cannabisbehandling, hvis det var lovligt. Hun mener derfor også, der bør laves en ordning, så dem, der har børn med Dravet syndrom, kan få tilladelse til at dyrke cannabis.

Har du som forældre til et barn med Dravet syndrom prøvet samme behandling? Skriv til 1224@eb.dk eller sms 1224 (koster alm. sms-takst)

0 kommentarer
Vis kommentarer