Danskerne: Er vores kylling halal?

Langt de fleste kyllinger i Danmark bliver halalslagtet - men det er ikke alle, der ved det

Se tv-klippet med reaktionerne herover

Stort set alt kyllingekød i Danmark er halalslagtet. Det kan man se på et mærke, der typisk sidder på bagsiden af pakken. Men det er der rigtigt mange, der ikke er klar over.

- Nej, det ved jeg ikke. At det er salmonellafri?, gætter Jørgen Schmidt, da Ekstra Bladet viser ham mærket fra bunden af pakken med kylling.

Men han var ikke den eneste. Kun en enkelt vidste, hvad mærket betød, da Ekstra Bladet i et supermarked viste bunden af en pakke kyllingefiletter til danskere, der var ude og handle i supermarkedet.

Halal er overalt

De fleste mener dog, at det er helt i orden, at deres kylling er halalslagtet.

- Det er fint, så kan alle være med, siger Torben Nedergaard.

Det samme siger den studerende Trine Bentzen:

- Det er ganske udemærket. Jeg vidste godt, at rigtig meget dansk kød er halalslagtet, men jeg vidste ikke, at det var det her mærke, siger hun.

Vidste du, at din kylling sandsynligvis er halalslagtet? Og har det nogen betydning for dig?