Når de sidste danske kampsoldater de kommende dage kommer hjem fra krigen i Helmand, så skal de huske at fortælle medierne om de positive ting, Danmark har opnået i Helmand og Afghanistan.
Det fremgår af en intern orientering til soldaterne på Hold 15, skriver Politiken.
'Skulle man alligevel en dag medvirke i et interview, kan man finde inspiration og styrke i chefens tale på forrige side samt i nedenstående betragtninger og fakta', hedder det i informationsbrevet, som den danske chef, oberst Anders Mærkedahl, er ansvarlig for.
Iopremsningen af fakta konkluderes blandt andet, at 'vores indsats har hindret al-Qaeda i at udføre terrorangreb i Danmark og Vesten', samt at 'Taliban udgør ingen samlet trussel' for de afghanske sikkerhedsstyrker, ANSF.
Det strider mod vurderingen fra Forsvarets Efterretningstjeneste, der frygter, at Taliban vil tage magten.
Professor Mikkel Vedby Rasmussen, Københavns Universitet, kalder det i Politiken
- Skuffende, at en militær leder føler trang til at fortælle de underordnede, hvad de skal sige til medierne.
Oberst Mærkedahl afviser, at han vil fremme en bestemt holdning blandt soldaterne:
- Jeg vil motivere dem til også at huske på de gode ting og ikke være bange for at tale med medierne, uagtet at man bliver mødt med negative spørgsmål, siger han.