Nøgenkrig: 'Der er intet liderligt over os gamle rynkerøve'

En gruppe nøgenbadere og en familiefar har bekriget hinanden denne sommer - familiefaren mener, at de ældre mænds nøgenbadning er krænkende over for hans døtre

Niels Jensen og hans nøgenbadergruppe vil gerne have lov at bade i fred. (Foto: Per Rasmussen)
Niels Jensen og hans nøgenbadergruppe vil gerne have lov at bade i fred. (Foto: Per Rasmussen)

En strid om en badebro har denne sommer skabt en ond nabostrid på Enø. Den ene af parterne, der består af en gruppe ældre mænd, har Ekstra Bladet mødt denne tirsdag morgen, mens de er i gang med dagens ritual. Nøgenbadning.

Bader året rundt
Solen skinner også mandag den 8. juli. Ved otte-tiden mødes Niels Jensen med sine naboer fra sommerhusområdet ved en badebro på Enø. Nøjagtig som de har gjort i de sidste 15 år, tager gruppen af pensionerede mænd alt tøjet af for at hoppe splitternøgne i havet fra broen. Klog af skade lader de håndklæderne ligge på stranden, så de ikke bliver blæst ud i vandet og bliver våde.

- Grunden til at vi bader nøgne er, at vi bader året rundt. Og om vinteren er det ikke en særlig rar følelse med det kolde og klamme badetøj. Og så er det blevet en vane at være helt nøgne. Og vi har bevidst valgt at bade tidligt på dagen, så vi ikke generer nogen, fortæller Niels Nielsen, som ligesom resten af gruppen er i 60'erne.

Ikke alene
Men lige præcis den mandag troppede en familie med mor, far og to børn på otte og 11 op ved badebroen. De var stået tidligt op og kendte efter eget udsagn ikke til badeklubben.

- Faderen begynder at råbe til os, at vi ikke kan tillade os at bade nøgne her, hvor ham og hans børn skal bade. Vi lægger ikke så meget i det og gør, som vi plejer. Smider tøjet og går ud og hopper i, fortæller Niels Jensen.

Læs den anden side af sagen her:

Se også: Filmede nøgenbadere: Nu fortryder han video

Ifølge ham optræder faderen meget agressivt, hvilket får gruppen til at anmelde familiefaderen Henrik Paaske for chikane.

Liderbasser
Dagen efter er familien Paaske stået tidligere op end gruppen af nøgenbadere og er i vandet med familien.

- Det virkede lidt underligt, men vi satte os pænt og ventede, til de var færdige med at bade. Først da de var gået op, hoppede vi i vandet, lyder det fra Niels Jensen.

Her er det så, at sagen eskalerer. Henrik Paaske optager gruppen af mænd med sin telefon - et klip, som han efterfølgende lægger på Youtube med titlen: Liderbasserne. I videoen råber han blandt andet til gruppen:

- I synes ikke, at det er blufærdighedskrænkende at gå forbi en pige på 12 år eller otte år med stor hængepik? og yderligere: - Hvad med jeres børnebørn, bader I også nøgne foran dem.

Ikke perverse
- Vi var dybt chokerede over, at vores nøgenbadning blev gjort til et eller andet perverst. Helt ærligt. Vi er en gruppe pensionister med rynkerøve, der mødes hver morgen til et friskt morgenbad. Derefter får vi os en snak over en bitter. Der er ikke meget liderligt over os, siger han.

Hvad synes du om striden? Debatter herunder.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere