Søster: Unfair at blive smidt ud på grund af min bror

Brabrand Boligforening handlede lovligt, da de smed to familier ud på grund af børns kriminalitet

Den 24-årige Jawaher Chahrour er sammen med sin familie blevet smidt ud af deres lejlighed af Brabrand Boligforening på grund af sin brors kriminalitet.

Se også: Boligforening om dom: Nu får kriminalitet konsekvenser

Hun er ked af, at selvom hendes bror har fået sin bøde og straf, går hans handlinger stadig ud over familien.

- Vi snakker her om et voksent menneske, der har begået noget kriminelt. Derfor synes jeg, at det er dybt uretfærdigt, at det skal gå ud over min far og mor og mine to små søstre, som intet har med det at gøre, siger hun til Ritzau.

Højesteret har torsdag afsagt dom i sagen om de to familier, der er blevet smidt ud af Brabrand Boligforening på grund af deres børns kriminalitet.

Jawahers bror havde folkeregisteradresse hjemme, men havde ændret sin postadresse. Men han blev stadig registreret som hjemmeboende, og derfor skulle familien smides ud.

- Vi har boet i lejligheden i 18 år og har aldrig fået nogen klager fra naboer.

Se også: Højesteret: Ok at smide familier ud af Gellerup

Diskussionen i retten gik på, hvorvidt opsigelsen af lejemålene i Gellerup strider imod menneskerettighederne. Den siger, at det er enhver borgers ret at have et familieliv.

Familien bor nu i en mindre lejlighed i Hasle og har været nødt til at smide møbler ud på grund af pladsmangel.

- Vi er flyttet væk fra vores base med familie og venner lige i nærheden. Mine søstre på 10 år og 15 år kan ikke længere smutte over til deres kusiner og fætre og lege med dem og gå hjem igen.

Tilbage i 2008 satte nogle unge ild til børnehaven Viben i Gellerupparken, og institutionen brændte ned til grunden.

Seks unge fra lokalområdet blev dømt for kriminaliteten, og Brabrand Boligforening besluttede derefter at smide familierne ud.

Men to familier protesterede, og det er disse sager, som Højesteret torsdag har afgjort.

0 kommentarer
Vis kommentarer