Dansk islamist opfordrer til jihad - også i Danmark

Abu Khattab opfordrer muslimer herhjemme til at bekæmpe Syriens regime. PET holder skarpt øje

Screendump fra video
Screendump fra video

Danske muslimer - uanset hvor i verden de befinder sig - bør ikke lade sig kue af de danske politikere, men i stedet drage i hellig krig for islam imod de vantro.

Det siger den danske islamist i Syrien, der går under sit muslimske kaldenavn Abu Khattab, i en reaktion på den virak, hans YouTube-video har forårsaget de seneste dage. Det skriver Politiken.

Videoen viser Abu Khattab og tre andre hellige krigere fra Danmark skyde til måls med Kalashnikov-geværer efter billeder af seks kendte danskere.

- Gang på gang har politikere samt medier hånet vores profet og generelt islam. Danmark har selv valgt den her vej ved at bekæmpe muslimerne med deres tunger og våben, siger Abu Khattab i en mailkorrespondance med Politiken.

Kendte danskere skydes i smadder Kendte danskere skydes i smadder

Abu Khattab siger, at personer som Kurt Westergaard, Lars Hedegaard og Ahmed Akkari blev 'billedligt likvideret' for at skabe opmærksomhed. Og han opfordrer danske muslimer til at følge hans eget eksempel og bekæmpe den syriske præsidents regime.

- Vi appellerer til enhver om at udføre deres hijrah (muslimers udvandring fra Mekka til Medina, red.) og jihad, hvor end de befinder sig - om det er i Danmark eller i andre lande.

- Det er også derfor, vi bruger engelske undertekster - for at ramme et bredere publikum, siger Abu Khattab til Politiken.

Videoen fra Abu Khattab bekymrer justitsminister Morten Bødskov (S), der i en mail til Politiken via sin rådgiver i går understregede, at PET 'holder skarpt øje med personer, der rejser til Syrien for at kæmpe'.

Ministeren siger, at de 'risikerer at blive strafforfulgt, når de vender tilbage (...) Det gælder selvfølgelig også Abu Khattab'.