Stadig flere elever sendes i privatskole

Tal fra Undervisningsministeriet viser, at hver sjette elev nu går i privatskole. Bekymrende, mener professor

Oftere og oftere sender forældre deres skolemodne poder i en fri grundskole. Da sidste skoleår gik i gang, startede 15,6 procent af eleverne fra 0. til 9 klasse i en fri grundskole. Det svarer til knap hver sjette elev.

I 2008 var andelen 13,9 procent. I samme periode er antallet af elever i folkeskolen faldet med knap 20.000, viser nye tal fra Undervisningsministeriets databank, skriver Politiken tirsdag.

- Udviklingen er et kæmpe problem, slår professor Niels Egelund fast, der er centerleder ved Institut for Uddannelse og Pædagogik, Aarhus Universitet.

- De, der vælger privatskolerne, er dem, der kærer sig meget om deres børn og deres uddannelse og engagerer sig i dem. Og dem har folkeskolen hårdt brug for, siger han til Politiken.

I landets hovedstad er billedet endnu tydeligere. I sommer begyndte 24 procent af eleverne fra 0. til 2. klasse i en fri grundskole, viser en endnu ikke offentliggjort opgørelse fra Københavns Kommune, ifølge Politiken.

Fravalget ærgrer forældreforeningen Brug Folkeskolen, der kæmper for, at flere vælger folkeskolen til i København.

Forælder Marianne Kjær har to børn på den lokale folkeskole, Bavnehøj Skole i Sydhavnen. Hun synes, at det er vigtigt at vælge folkeskolen af flere grunde:

- Dels fordi det er vigtigt, at skolen kan fungere som sammenhængskraft i lokalsamfundet. Dels fordi det er vigtigt, at mine børn får nogle forskellige mennesker at se.

- På privatskoler ligner folk mere hinanden. Blandingen er en styrke, siger Marianne Kjær til Politiken.

Siden 2007 er der oprettet 104 frie grundskoler, hvoraf de 17 er fra i år. De nye skoler opstår især på landet.

Formanden for Skolelederforeningen, Anders Balle, ærgrer sig over udviklingen.

- Det kan godt være, at en del af det er et udtryk for, at folkeskolerne ikke gør det godt nok. Men nogle forældre har fejlagtigt den opfattelse, at bare man sender sit barn et sted hen, hvor man betaler for det og har mere indflydelse, er det bedre.

- Der er også mange gode friskoler, men fortsætter den her tendens, frygter jeg, at folkeskolen bliver en sekundaskole, siger Anders Balle til Politiken.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere