Beredskabsstyrelsen: 'Bodil' tredoblede udrykninger

Beredskabsstyrelsen måtte femdoble personalet under stormen 'Bodil'

Beredskabsstyrelsen hjælper i øjeblikket med at få sandsække op ved Roskilde Fjord, hvor der er risiko for forhøjet vandstand. (Foto: Jacob Jørgensen)
Beredskabsstyrelsen hjælper i øjeblikket med at få sandsække op ved Roskilde Fjord, hvor der er risiko for forhøjet vandstand. (Foto: Jacob Jørgensen)

Stormen 'Bodil' gav tre gange så meget arbejde, sammenlignet med stormen 'Allan' 28. oktober, for Beredskabsstyrelsen.

Det siger Lars H. S. Schou, souschef i det Nationale Beredskab.

- Vi er stadigvæk i gang i Jylland, på Fyn, Sjælland og Bornholm. Vi har fire hold ude med Banedanmark for at rydde skinnerne for nedfaldne genstande. Vi er også på Rømø, hvor vi er ved at være færdige, men vi er også i gang med sandsække foran Vikingeskibsmuseet i Roskilde. Og så er vi ved at sætte afstivere op omkring en gavl på Bornholm, siger han.

Se også: Sådan kører togene fredag

Og selv om det værste af stormen er overstået, så kan der være mange ting, som Beredskabsstyrelsen slet ikke har fået meldt ind endnu.

- Erfaringen siger os, at der ofte bliver meldt en hel masse ind lige så snart, der kommer dagslys. Så dukker der gerne mange skader op, som der skal tages hånd om.

Beredskabsstyrelsen oprustede allerede inden Bodil blæste ind over Danmark, og de var derfor beredte med fem gange flere på vagt end normalt. Normalt er der 15 mand på vagt i hvert beredskabscenter rundt omkring i landet, men torsdag var bemandingen oppe på 65.

Se også: Efter Bodil: Juleaften for samlere

'Bodil' var dog også noget slemmere end 'Allan', kan souschefen konstatere.

- Denne gang var stormen noget kraftigere og varede jo også i flere timer. Vindpåvirkningen af ustabile genstande har generelt været højere. Og vi har kørt tre gange så mange indsatser i forhold til 28. oktober, så det har været noget større, siger Lars H. S. Schou.

Se også: Meteorolog om hidsige Bodil: - Det er ikke overstået

0 kommentarer
Vis kommentarer