Alvorlig kritik fra Pressenævnet i gidselsagen: Ekstra Bladet begik fejl

Pressenævnet har givet Ekstra Bladet alvorlig kritik for en kampagne, som Ekstra Bladet førte gennem mere end ti måneder.

Sagen drejede sig om seks søfolk, der blev taget som gidsler ud for Somalias kyst og holdt fanget i Somalia i over to år. En af dem var kaptajnen.

Gidslerne blev frigivet i maj. Derefter klagede kaptajnen over Ekstra Bladets dækning. Han føler både sin integritet og sit privatliv groft krænket ved at blive udstillet på en ydmygende måde.

Ekstra Bladet bragte blandt andet en række fotos af gidslerne optaget under fangenskabet.

Ekstra Bladet bragte også et telefoninterview uden at gøre klart opmærksom på, at kaptajnen ikke kunne udtale sig frit, fordi han var gidsel og omgivet af bevæbnede vagter.

Nævnet udtaler i den forbindelse om god presseskik, at et gidsel ikke kan give et gyldigt samtykke til gengivelse af følsomme personlige oplysninger og billeder under fangenskabet. Et samtykke vil kun være gyldigt, hvis det bekræftes efter, at fangenskabet er ophørt og gidslets situation ”normaliseret”.

Da kaptajnen blev frigivet, fortsatte Ekstra Bladet med at skrive om kaptajnen uden at få hans samtykke, før artiklerne blev bragt. Pressenævnet finder, at Ekstra Bladet kunne have skrevet om sagen uden at fortælle meget personlige og private ting om kaptajnen og uden næsten dagligt at bringe billeder af ham som gidsel og med hans navn på.

Pressenævnet finder det også unødvendigt og krænkende for kaptajnen at hænge store bannere op på Københavns Rådhusplads med hans navn og foto.

Alt i alt har Ekstra Bladet ikke gjort tilstrækkelig for at beskytte den tilfangetagne kaptajn, ligesom Ekstra Bladet ikke har sikret sig, at alle oplysninger i forbindelse med kampagnen var rigtige.

Derfor udtaler Pressenævnet alvorligt kritik af Ekstra Bladet.

Hele kendelsen kan læses på www.pressenaevnet.dk

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere