Forsvundet amerikaner var på CIA-opgave

Myndighederne har i årevist fastholdt, at en pensioneret FBI-agent var på forretningsrejse, da han forsvandt i Iran i 2007. Nu viser det sig, at han var på ulovlig opgave for CIA

Dette billede modtog familien i 2011 (Foto: AP)
Dette billede modtog familien i 2011 (Foto: AP)

Robert Levinson forsvandt i Iran for næsten syv år siden.

De amerikanske myndigheder har gennem alle årene oplyst, at den 65-årige pensionede FBI-agent var på en privat forretningsrejse på øen Kish i Iran i marts 2007.

CIA oplyste til kongressen at Levinson tidligere havde arbejdet for dem, men at de ikke havde en forbindelse med ham, da han forsvandt.

Han arbejdede officielt som privatdetektiv og forklaringen var i første omgang, at han var taget til Iran for at undersøge en sag om cigaretsmugling.

Imidlertid er det nu kommet frem, at en gruppe CIA-analytikere betalte Levinson for at indsamle oplysninger om Iran og at han var på opgave for efterretningstjenesten, da han forsvandt.

Levinsons advokat opdagede for år siden, at der var en mail-udveksling mellem den forsvundne amerikaner og en ansat i CIA, som tydede på at Levinson skulle mødes med en hemmelig kilde i Iran.

Avisen New York Times skriver, at kilden var Dawud Salahuddin, en amerikaner på flugt. Han er efterlyst for drabet på en tidligere iransk diplomat i Maryland i 1980.

Salahuddin har forklaret, at han mødtes med den tidligere FBI-agent på hans hotelværelse på Hotel Maryam i Kish den 8. marts 2007. Dagen efter tjekkede Levinson ud af hotellet, hvor han havde boet i to døgn.

Krig & katastrofer - 9. dec. 2011 - kl. 14:58 Gidselvideo: FBI-agent tigger om hjælp

Da det amerikanske senat blev bekendt med mail-udvekslingen mellem Levinson og en ansat i CIA krævede de mere information. CIA iværksatte en intern undersøgelse, som viste at der var en aftale mellem bureauet og den pensionerede agent.

Analytikerne i CIA havde ikke bemyndigelse til at bedrive spionage og ledelsen i CIA anklagede gruppen for at have udført arbejdet uden at informere dem. Analytikerne hævder, at de er ofre for en intern magtkamp.

Tre uger efter Levinson forlod hotellet kom det frem på den iranske TV-kanal 'PressTV', at sikkerhedsstyrkerne i landet havde taget Levinson til fange.

I 2001 modtog hans familie et billede og en video, som viste at han er i live. Materialet kom på mail fra en anonym kilde. Siden har hverken familie eller amerikanske myndigheder set eller hørt livstegn fra Levinson.

I marts 2011 sagde daværende udenrigsminister Hillary Clinton, at han blev holdt fanget 'et sted i sydvest-asien', hvilket blev tolket således at han var i Pakistan eller Afghanistan. Det kunne være hos en terrororganisation.

Amerikanske embedsmænd oplyser ifølge nyhedsbureauet AP, at der var hemmelige høringer i Senatet i 2007 og 2008, hvor CIAs vicedirektør Stephen Kappes indrømmede at bureauet var involveret i Levinsons forsvinden.

Kilder oplyser desuden, at præsident Barack Obama skulle have nævnt Levinson i en telefonsamtale med Hassan Rouhani - der blev valgt som præsident i Iran i juni i år - den 27. september. Den første direkte kontakt mellem Iran og USA i 34 år.

Rouhani, der var til FNs generalforsamling i New York, udtalte til CNN, at der er 'en amerikaner, som er forsvundet. Vi ved ikke hvor han er'.

Med snart syv års frosvinden er Robert Levinson det amerikanske gidsel, der - hvis han er tilbageholdt - har siddet længst i fangenskab.

0 kommentarer
Vis kommentarer