Syriens kemiske våben skal omlastes i Italien

Italiens udenrigsminister bekræfter, at Italien vil lægge havn til omlastning fra dansk til amerikansk skib

Italien vil lægge havn til omlastning af Syriens kemiske våben fra danske og norske transportskibe til det amerikanske skib, hvor de skal destrueres.

Ritzau erfarer, at den italienske udenrigsminister, Emma Bonino, har bekræftet det italienske tilbud under mandagens EU's udenrigsministermøde i Bruxelles.

Flere af udenrigsministrene har under mødet takket Italien for at melde sig med tilbuddet om en havn, hvor de skandinaviske skibe, der skal hente våbnene i den syriske havn Latakia, kan omlaste til amerikanske Cape Ray, der skal stå for selve destruktionen på åbent hav.

Flere ministre har også takket Danmark for tilbuddet om at lede en mission bestående af det danske fragtskib Ark Futura og det norske fragtskib Taiko. De skal beskyttes af den danske fregat Esbern Snare og den norske fregat Helge Ingstad.

Det har forsinket arbejdet med at få de syriske våben bragt ud til destruktion, at det i første omgang ikke lod sig gøre at finde et land, der ville lægge landjord til destruktionen.

Efter at USA i sidste måned meldte sig med en alternativ plan om at stå for destruktionen om bord på et skib, har det voldt problemer at finde et land, der ville beværte omlastningen.

Flere italienske medier skrev søndag aften på baggrund af anonyme kilder i Rom, at Italien var klar til at deltage i operationen. Emma Bonino ventes at komme med den officielle bekræftelse på et pressemøde mandag eftermiddag i Bruxelles.

0 kommentarer
Vis kommentarer