Færge er gået på grund i Østersøen

Grundstødt færge med over 2000 om bord tager vand ind. Det undersøges, om færgen kan komme fri ved egen kraft.

Færgen M/S Amorella med cirka 2000 passagerer om bord er gået på grund ud for Åland i Østersøen, oplyser det svenske nyhedsbureau TT.

Færgen tager ifølge den svenske søredningscentral lidt vand ind, men har stadig motoren i gang.

- Vi undersøger nu, hvordan fartøjet kan komme fri, siger informationschef Johanna Boijer-Svahnström fra rederiet Viking Lines til TT.

Al personale i det nederste dæk er evakueret og en båd er på vej for at fragte alle passagere tilbage til Finland, skriver Aftonbladet.se.

- Vi får ingen information, det er skide dårligt, siger Irina Widberg på 36, som er med færgen, til Aftonbladet.

Ifølge det svenske medie råbte personalet ud gennem højtalerne, at båden havde fået et blackout, og at det var derfor, at de var gået på grund.

- Det blev sort på hele båden, fordi lyset gik ud. Jeg tænkte, at det her er ikke normalt, og personalet ser lidt travlt ud. Nogle børnefamilier ser lidt spændte ud, men ellers er stemningen god, siger Irina Widberg.

Søredningscentralen har endnu ikke besluttet, om skibet skal evakueres. En helikopter, et fly og en bugseringsbåd er foreløbig sendt til området.

Færgen ligger i nærheden af havnen i Långnäs, og vejret er roligt i området.

Ud over 1945 passagerer er der en besætning på 150 mand om bord.

0 kommentarer
Vis kommentarer