Kvælerslange i fødsel

Randers Regnskovs grønne anakonda, der er verdens tungeste kvælerslange er ved at føde sit kuld af unger

Ungerne vil både kunne være i vandet eller på land i buret, når det skal fanges tirsdag. (Foto: Brian Rasmussen/Randers Regnskov)
Ungerne vil både kunne være i vandet eller på land i buret, når det skal fanges tirsdag. (Foto: Brian Rasmussen/Randers Regnskov)

- Der var cirka ti til tolv unger, da vi tog af sted i eftermiddags.

Sådan lyder det spændt fra dyrepasser i Randers Regnskov, Kristian Sørensen, til Ekstra Bladet kort efter,at dyrepasseren havde forladt sin arbejdsplads lillejuleaften.

Her var Randers Regnskovs prægtige grønne anakonda gået i fødsel.

- Vi opdager sent i eftermiddags, at den er i gang med at føde. Men hele fødslen kan tage alt fra et par timer til tolv timer, derfor valgte vi, at vi ikke ville forstyrre den mere i dag.

Dyrepasseren og hans kolleger vil juleaftensdag vende tilbage til den cirka 4,5 meter lange og 60-70 kilo tunge moder. Der vil de klokken 11 gå ind i anlægget og fange slangeungerne ind, fordi der er risiko for, at moderen ellers vil æde sine egne unger.

- Når vi tager fat i moderen, skal vi minimum være fem fuldvoksne mænd for overhovedet at kunne håndtere den. Men i morgen går vi et par stykker ind i selve buret, mens resten står udenfor som backup, da vi ellers vil stå i vejen for i hinanden, siger Kristian Sørensen og fortsætter:

- Vi tager nogle gulvskrubbere med i buret for at holde moderen væk fra sine unger, fordi hun efter et stykke tid måske vil finde på at æde dem. Slanger er nemlig ikke rygende intelligente, så de tænker ikke over, det er deres egne unger. Det kan også være, at moderen er meget, meget vred, så vi bliver nødt til at trække os ud af buret igen.

Men hvor mange unger det bliver til, ved dyrepasseren ikke endnu:

- Der kan være mange i morgen, da de kan få kæmpe store kuld - helt op til 50 unger. Og i og med at det er verdens største art, så er ungerne temmelig store. De kan være helt op til en meter lange. Man har endda kendskab til en hun, der fik et kuld på 100 meter, hvis man lagde dem efter hinanden. Det er dermed store kræfter, der er på spil.

Den cirka 10-årige anakonda, der opbevarer æggene inde i kroppen, hvor de klækker, inden de fødes, vil dog ikke komme i nærheden af sine egne unger igen og se dem vokse op.

- Vi har en online-liste blandt zoologiske haver, hvor man kan bytte dyr med hinanden. De er ret eftertragtede, fordi det er sjældent at opdrætte slagerne i fangenskab, fortæller dyrepasseren og uddyber:

- Vi beholder nok et par selv.

Ungerne er med stor sandsynlighed blevet undfanget tilbage i januar, da det er den eneste måned, hvor hunnerne får selskab af hannerne.

- De to hanner har været sammen med de to hunner i hele januar, hvor de parrede mere eller mindre konstant. Slanger kan dog sædgemme, hvilket vil sige, at moderen kan gemme sæden i op til et år, siger dyrepasseren

0 kommentarer
Vis kommentarer