Det billede gør kineserne rasende

Massive protester fra Kina og Sydkorea efter den japanske statsminister besøgte helligdom, som ærer japanske soldater faldet i krig

Shinzo Abe besøgte idag Yasukuni (Foto: Zuma Press)
Shinzo Abe besøgte idag Yasukuni (Foto: Zuma Press)

I dag var den japanske statsminister, Shinzo Abe, på besøg i Yasukuni-helligdommen.

Besøget har medført raseri hos myndighederne i Kina og Sydkorea, skriver BBC.

I Bejing kaldes besøget for 'fuldstændig uacceptabelt for det kinesiske folk', mens man i Seoul udtrykker 'beklagelse'.

Grunden er, at Yasukuni blev bygget i Tokyo i 1869 og helligdommens formål er at hædre de omkring 2,5 millioner børn, kvinder og mænd, som Japan har mistet i krig gennem de seneste 150 år.

Også amerikanske talsmænd kalder besøget for 'skuffende'. Det er første gang en japansk statsminister besøger stedet siden 2006.

I helligdommen hædres de faldne frem til og med 2. verdenskrig. Netop Japans rolle under verdenskrigen er årsagen til fordømmelsen af dagens besøg.

Blandt de begravede er adskillige dømte krigsforbrydere, bl.a. den tidligere statsminister og japanske general Hideki Tojo, som blev henrettet lillejuleaften 1948 efter at være blevet dømt til døden for sine krigsforbrydelser under 2. verdenskrig.

Ifølge BBC er Kina en ikke-underskrevet aftale med Japan fra 1970 om, at landets ledere ikke besøger stedet.

- Vi protesterer på det kraftigste og fordømmer den japanske leders handlinger, siger en talsmand for det kinesiske udenrigsministerium, Qin Gang.

Under 2. verdenskrig okkuperede Japan stole dele af Kina og den koreanske halvø. Derfor ser de to lande stedet som en forherligelse af japanske grusomheder.

De japanske myndigheder siger, at Abe ikke repræsenterede regeringen, men at der var tale om 'et privat besøg'.

- Det var ikke min intension at såre følelserne hos det kinesiske eller koreanske folk. Jeg valgte at besøge stedet for at vise, hvad vi i år har gjort for at folk aldrig igen skal lide i krig, siger statsministeren, som tiltrådte for et år siden.

0 kommentarer
Vis kommentarer