Anne Mie på vej hjem: - Kampen er først begyndt

Efter 100 dages fangenskab i Rusland vender Greenpeace-aktivist Anne Mie Roer Jensen hjem i aften

Den danske Greenpeace-aktivist Anne Mie Roer Jensen. (Foto: AP)
Den danske Greenpeace-aktivist Anne Mie Roer Jensen. (Foto: AP)

Den danske Greenpeace-aktivist Anne Mie Roer Jensen er på vej til Danmark efter at have været tilbageholdt i mere end tre måneder i Rusland.

Den unge styrmandselev flyver fra Skt. Petersborg fredag eftermiddag og lander i Danmark i aften, oplyser Greenpeace.

Den russiske amnesti er de seneste dage blevet ført ud i livet, alle tiltaler er frafaldet, og senest er også det nødvendige udrejsevisum sikret.

Se også: Greenpeace: Vi vil gennemføre flere aktioner

Men hvis de russiske myndigheder tror, at de har knækket den danske miljøaktivist, tager de fejl. Anne Mie Roer Jensen siger i en pressemeddelelse, at kampen for miljøet fortsætter.

- Jeg vil fortsætte med at arbejde hos Greenpeace med at beskytte naturen og miljøet i Arktis og resten af verden.

- Det er kun en uge siden, at Gazprom begyndte at producere den første olie fra den platform, vi protesterede imod. Olie, vi ikke har råd til at brænde af og olie, der på ingen made bør hentes op i arktiske egne. Kampen mod olieboringer i Arktis er først lige begyndt, udtaler hun.

Se også: Rusland dropper tiltale mod dansk miljøaktivist

Anne Mie Roer Jensen tilføjer, at hun glæder sig til at komme hjem til venner og familie.

- Det er rigtigt skønt at være på vej hjem igen efter 100 dages absurd teater. Jeg glæder mig til at få min frihed, og jeg glæder mig til at gense min familie, venner og skolekammerater på Marstal Navigationsskole, siger hun og fortsætter:

- Men jeg er dybest set mere lettet end glad, for det er en mærkværdig følelse, at det her slutter med, at vi får amnesti og på den måde bliver benådet for noget, vi ikke har gjort.

- Jeg er blevet truet med våben, sat i fængsel i to måneder og tilbageholdt i Rusland i yderligere en måned, anklaget for en forbrydelse, jeg på ingen måde har begået.

Se også: Gazprom begynder olieproduktion i Arktis

Anne Mie Roer Jensen og 29 andre aktivister blev taget til fange af russiske specialstyrker 18. september efter en protestaktion mod en Gazprom-platform i Arktis.

Greenpeace-skibet blev trukket til Murmansk, hvor Anne Mie og de andre tilbageholdte blev fængslet og tiltalt for først pirateri og derefter hooliganisme.

Det russiske parlament tildelte 18. december samtlige 30 personer amnesti og satte dermed punktum for sagen.

0 kommentarer
Vis kommentarer