Dansk ulvefamilie bor i hemmeligt område

Den skulle være god nok. Efter mere end 200 års fravær kan man igen møde et ulvekobbel i den danske natur. Ulvene er i Jylland, men præcist hvor vil ulvefolket ikke ud med

To ulve i leg. (Foto: Pressens Bild)
To ulve i leg. (Foto: Pressens Bild)

Den danske gruppe af ulve-entusiaster Ulvetracking Danmark har i dag offentliggjort optagelser af det, som ifølge en af verdens førende eksperter er lydene af et ulvekobbel på dansk grund.

På optagelserne høre tydeligt ulve hyle. Fuldstændig som i gyserfilm.

- Der har været forskellige fuskernumre på banen, men de her optagelser stole jeg på. Dem, som har lavet optagelserne er meget pålidelige, lyder det fra Mogens Trolle fra Statens Naturhistoriske Museum, som blåstempler optagelsernes rigtighed.

Han tillægger det især stor værdi, at folkene bag Ulvetracking Danmark har sendt optagelserne til netop Holly Root Gutteridge fra universitetet i Nottingham Trent.

Hun har igennem fem år udviklet sit eget computerprogram, som hun bruger til at bestemme køn og antal ulve ud fra lydoptagelser.

- Det er helt afgørende, at hun er inde over, konstaterer han.

Du kan læse mere på videnskab.dk og høre optagelserne her.

Hemmeligt
Gruppen bag optagelserne har tidligere præsenteret optagelser med en enkelt ulv, men altså ikke med en hel flok.

Opdagelsen betyder, at der for første gang i mere end 200 år er opdaget et ulvekobbel herhjemme.

Ifølge eksperterne er ulveparrets unge eller unger formentlig knap et år gammel. Ulve i Tyskland sætter nemlig unger i verden i maj, det samme gør sig formentlig gældende lidt længere nordpå.

Ulvetracking Danmark vil ikke ud med, hvor i Jylland de har optaget hylene.

Det vil de ikke, fordi de grundejere, som giver dem tip om ulvespor, ikke ønsker, at folk kommer rendende for at jagte eller blot se på ulvene, forklarer Mogens Trolle.

- De har stor glæde af, at private lodsejere henvender sig til dem. Og det er afgørende, at lodsejerne føler sig trygge, så der ikke kommer nogen på deres grund, forklarer han.

Næste skridt i undersøgelserne er optagelse af foto af ulvene. Og hvis muligt at finde nogle dna-spor, forklarer han.

Ekstra Bladet har uden held forsøgt at ringe til Ulvetracking Danmark.

0 kommentarer
Vis kommentarer