Hundeejerne skal i kortere snor

Problemer med hunde skyldes ofte ejeren. Dyrlægeforeningen vil have klare spilleregler for god hundeopførsel

Alt for mange af Danmarks over en halv million hunde er dårligt trænede og skaber konflikter eller skader i værste fald andre.

Selvom de fleste hundeejere er meget glade for deres dyr, så har de ikke altid styr på hunden. Hvert år bliver 4000-5000 danskere bidt så slemt af hunde at de skal på skadestuen. 40 procent af dem er børn.

Derfor er der brug for nogle klare spilleregler, så de mange møder hver dag mellem hund og mennesker giver færre konflikter og irritationer.

Det mener Den Danske Dyrlægeforening, som fredag for første gang nogensinde samler alle relevante parter til et debatmøde. Målet er at lave en række retningslinjer for hundeejere, når hunden færdes uden for hjemmet.

- De fleste problemer med hunde befinder sig jo i den modsatte ende af snoren end hunden, siger dyrlæge Kirsten Brock, der er en af initiativtagerne til mødet.

- Så det bedste ville være et kørekort til folk, der vil have hund, så de ved, hvad de går ind til.

- Men da det næppe er realistisk, så tror vi, at en stribe anbefalinger - et kodeks for hundeejere - er et skridt på vejen, siger hun.

Når hundene ikke opfører sig ordentligt, skyldes det ofte manglende træning, og at ejeren ved alt for lidt om hundes reaktioner.

- De færreste konflikter opstår ud af det blå. Oftest har hunden forinden vist tegn, som hundeejeren kan aflæse, hvis han altså kender hundes signaler, siger Kirsten Brock.

- Lige under overfladen hos enhver hund ligger der et 'jagtmode', som ejeren skal være bevidst om. Alle hunde bør derfor trænes fra de små, og det skal fortsætte hele livet.

Håbet er, at nogle klare spilleregler kan blive til glæde for alle parter.

- Når man går en tur med sin hund, skal det gerne være rart både for hunden og én selv og de mennesker, man møder, siger Kirsten Brock.

0 kommentarer
Vis kommentarer