Hospitalsdirektør: Intet alternativ til korte ærmer

Patientsikkerhed er vigtigst, mener vicedirektør på Hvidovre Hospital, efter religiøs hygiejnestrid

At trække i et par lange engangshandsker eller en langærmet bluse er ikke et alternativ til hospitalsuniformen for de to kvindelige ansatte på Hvidovre Hospital, som på grund af deres religion ikke vil have korte ærmer.

Hospitalet har forsøgt at imødekomme kvindernes ønske om tildækkede arme, siger vicedirektør på Hvidovre Hospital, Torben Mogensen.

- Vi har kigget på en række forskellige modeller, men det bliver aldrig godt, siger Torben Mogensen og fastslår at hygiejne og patienternes sikkerhed står øverst på listen.

- Man har selv prøvet at vaske hænder med en langærmet bluse på. Man kan jo næsten ikke komme til, og på et hospital skal man altså vaske hænder ret tit og på underarmene for ikke at sprede bakterier mellem patienterne.

Sagen har stået på siden efteråret, hvor de to muslimske bioanalytikere fik deres første advarsel. Senest er det endt med en såkaldt "i-sinde-skrivelse", som ender med en fyring, hvis kvinderne ikke ændrer adfærd.

Den ene af kvinderne, som ønsker at være anonym, siger til Kristeligt Dagblad, at hun har opsøgt flere imamer, for at få råd i sagen.

De har forklaret, at hun som god muslim er nødt til at fastholde de lange ærmer i arbejdstiden.

- Vi er selvfølgelig kede af sagen, men vi gør, som vi gør fordi, vi mener, at vi har valgt et uniformsregulativ af hensyn til patienterne og patienternes sikkerhed, siger Torben Mogensen.

Sagen er en af de første sager i Danmark om fyring i forbindelse med en religiøs overbevisning.

Hospitalet kender kun til ét fortilfælde, hvor en gruppe studerende ikke ville bære uniformer med korte ærmer.

0 kommentarer
Vis kommentarer