IC4 kører videre mens ny fejl undersøges

Trafikstyrelsen har givet DSB lov til at køre videre med IC4, mens problemerne med togets akselkasser undersøges. DSB har konstateret et nyt tilfælde

IC4-togene kommer fortsat til at fragte passagerer rundt i landet, mens DSB fortsætter undersøgelsen af en ny fejl på togene.

Se også: DSB opdager ny revne i IC4-togs akselleje

Mandag afleverede selskabet en redegørelse til Trafikstyrelsen, efter det i sidste uge kom frem, at der i tre tilfælde siden 2010 var opstået revner i togets akselkasse.

DSB oplyste mandag, at et fjerde tilfælde er fundet, ligesom en lignende fejl for nylig er konstateret på et IC2-tog. Alligevel valgte Trafikstyrelsen tirsdag at lade DSB køre videre med togene, så længe de kommer til eftersyn hver syvende dag.

- Der er intet, der giver os anledning til at tro, at DSB ikke skulle håndtere en sikkerhedsrisiko i forbindelse med fortsat kørsel med IC4, erklærede vicedirektør Jesper Rasmussen i en pressemeddelelse tirsdag.

Undersøgelsen af problemet fortsætter dog i den kommende måneds tid, hvor en uvildig ekspert vil undersøge problemerne, inden DSB skal give styrelsen en ny vurdering inden den 15. maj.

Ingeniørforeningens ekspert, Rolf Ask Clausen, er voldsomt overrasket over, at problemet overhovedet er opstået.

- Det er en ekstremt overraskende fejl, som overhovedet ikke burde være der. På nogen måde. Den burde aldrig forekomme. Aldrig. Så når det alligevel sker, er det et udtryk for, at akselkassen ikke kan tage den belastning, den bliver udsat for, påpeger eksperten.

For ham at se er der sandsynligvis tale om, at togets producent, Ansaldobreda, har regnet forkert og valgt en akselkasse med en lavere bæreevne end togets vægt. Hvis det er tilfældet, kan problemet løses ved at skifte kasserne.

- Det er en tur på værkstedet, og det koster ikke seks milliarder, men det afspejler, at der er nogle helt fundamentale forhold omkring konstruktionen af det her tog, der ikke er, som det skal være, påpeger Rolf Ask Clausen.

En ødelagt akselkasse kan i yderste konsekvens føre til, at et tog kører af sporet, så eksperten bifalder det skærpede eftersyn med problemet.

- Man skal inspicere togene, holde øje med fejlen og tage dem ud af drift og udskifte delen, når man opdager, at der er revner. Og det er det, DSB gør, konstaterer han.

0 kommentarer
Vis kommentarer