Bandidos vil forhandle med kommune om at flytte

Rockergruppen Bandidos mener, det ville være bedst for alle parter at flytte fra klubhuset i Vanløse

(Foto: Kenneth Meyer)
(Foto: Kenneth Meyer)

Medlemmerne af rockergruppen Bandidos er åbne over for at nedlægge deres omstridte klubhus i Vanløse, hvis de til gengæld får lov at slå sig ned et andet sted.

Sådan lyder budskabet fra rockerne, der i en pressemeddelelse indbyder Københavns Kommune til fornyede møder, skriver TV2 på sin hjemmeside.

- Vi kan her kun opfordre til, at man (læs: kommunen) indleder et fornuftssamarbejde og reelt forsøger at genhuse os i et velegnet industriområde, da det er den mest optimale løsning for alle parter, skriver Bandidos ifølge TV2.dk.

Dermed forsøger rockerne at oprette en dialog med kommunen, efter at kommunen har opgivet at tvinge Bandidos fra huset.

Af pressemeddelelsen fremgår det i øvrigt, at Bandidos tidligere har forsøgt at indrette lokaler i erhvervsområder, langt fra privat beboelse, skriver TV2.

Ifølge mediet vurderer rockerne, at kommunen dengang spændte ben for brugen af selvsamme erhvervslejemål ved blandt andet at opstille miljøkrav og trække behandling af sagen så meget i langdrag, at klubben ikke kunne finansiere at blive i området.

Mandag aften opgav Teknik- og Miljøudvalget i Københavns Kommune foreløbig at gøre mere i sagen om at få rockerne til at forlade klubhuset i Vanløse.

Natur- og Miljøklagenævnet underkendte i sidste uge Københavns Kommunes afgørelse, som forbød rockergruppen at benytte huset som klubhus.

Den afgørelse tog Teknik- og Miljøudvalget til efterretning mandag.

Fakta: Omstridt rockerborg holder stand

Efter flere måneders kamp om at fjerne en omstridt rockerborg i Vanløse, opgiver Københavns Kommune nu at gøre mere i sagen. Kommunens Teknik- og Miljøudvalg tager Miljø- og Naturklagenævnets underkendelse af forbuddet mod rockerborgen til efterretning.

* 7. oktober: Et enstemmigt flertal i Københavns Kommunes teknikudvalg vedtager at prøve at sætte rockere ud af villaen på Tudskjærvej i Vanløse.

* 11. oktober: Københavns Kommune sender et officielt påbud til rockerborgens beboere om, at de skal efterkomme den tinglyste servitut fra 1918, der fastslår, at villaen kun må bruges til familiebolig.

* 14. oktober: For anden gang på under to uger får formanden for grundejerforeningen på Tudskjærvej i Vanløse sine ruder knust af ukendte gerningsmænd.

* 7. december: Teknik- og Miljøforvaltningen i Københavns Kommune beslutter, at rockerne på Tudskjærvej skal forlade villavejen i Vanløse ved årets udgang.

* 31. december: Ejeren af rockerklubhuset i Vanløse klager over kommunens afgørelse til Natur- og Miljøklagenævnet.

* 3. april: Natur- og Miljøklagenævnet underkender Københavns Kommunes afgørelse, som forbyder rockergruppen Bandidos at benytte huset på Tudskjærvej i Vanløse som klubhus.

* 7. april: Teknik- og miljøudvalget i Københavns Kommune tager Natur- og Miljøklagenævnets afgørelse til efterretning, og man opgiver at gøre mere i sagen.

0 kommentarer
Vis kommentarer