Mystik i Oslo: Opdagede 12 meter dybt hul i vej

Norsk politi kan ikke forklare, hvordan et kæmpe hul i en vej er opstået - geologer skal undersøge sagen

Politi og brandvæsen er rykket ud til en gade i Oslo, hvor man har opdaget et mystisk stort hul, der er målt til at være 12 meter dybt.

- Vi ved ikke, hvad det er, men det kan jo være Oslos første synkehul. Det må vi lade geologer om at opklare, siger politiets operationsleder Gjermund Stokkli til nyhedsbureauet NTB.

Det forlød først fra politiet, at hullet var 30 meter dybt, men brandvæsnet har siden korrigeret dette til 12 meter.

- Det kan være dybere. Det er mørkt og vanskeligt at komme til. Vi vi ikke forsøge at komme ned i hullet, men det vil blive filmet, siger brandvæsnets vagthavende Ragnar Kvennodd.

Myndighederne ved ikke, hvordan hullet er opstået, men man vurderer, at det kan have været der et stykke tid.

Geologer er kaldt til stedet.

Politiet har ingen mistanke om, at personer er faldet ned i hullet, men det undersøges alligevel.

Hullet ligger lige uden for et garageanlæg på Sagveien i den norske hovedstad. Det har ikke været nødvendigt at evakuere personer fra området, som er afspærret.

- Der har ligget en jernplade over hullet af den type, som bruges ved vejarbejde, siger Stokkli.

Personer i området hørte et brag, og det kan ifølge politiets teori skyldes, at hullet har udvidet sig, så pladen er faldet ned.

0 kommentarer
Vis kommentarer