Rusland får plads ved bordet til G20-topmøde

Krisen i Ukraine vil blive drøftet, men skal ikke overskygge andre emner, siger Australiens finansminister

Rusland kommer til at være en del af G20-topmødet senere på året, siger den australske finansminister, Joe Hockey, der er vært for mødet mellem verdens førende industrinationer i Brisbane senere på året.

Forinden havde der været spekulationer om, hvorvidt Rusland ville blive udelukket på grund af dets annektering af den ukrainske Krim-halvø.

- Selvfølgelig vil Rusland være med ved bordet, siger Joe Hockey til tv-kanalen CNBC under et besøg i den amerikanske regeringsby, Washington.

- Men det er et økonomisk forum, og mens vi naturligvis vil diskutere nogle af de geopolitiske udfordringer i Ukraine, så vil vi ikke lade det dominere vores dagsorden, som er at fokusere på, hvordan vi kan skabe vækst i den globale økonomi, siger han.

Australiens udenrigsminister, Julie Bishop, har ellers tidligere sagt, at det var op til G20's medlemslande, om Rusland ville modtage en invitation til mødet.

I sidste måned aflyste den uformelle samarbejdsorganisation G7 det planlagte G8-topmøde i den russiske by Sotji til juni. Rusland er gruppens ottende medlem.

Beslutningen fra stats- og regeringscheferne fra USA, Frankrig, Storbritannien, Canada, Tyskland, Italien og Japan blev truffet som en reaktion på Ruslands fremfærd over for Ukraine.

I stedet for topmødet i Sotji vil landene mødes til deres eget møde i Bruxelles.

Landene sagde samtidig, at de ikke vil være aktive i G8, før Rusland ændrer kurs.

0 kommentarer
Vis kommentarer