Rusland tordner mod Ukraines mobilisering af hæren

Vesten skal bringe dets ukrainske allierede under kontrol, og emnet skal på FN's dagsorden, kræver Rusland

Ukraines beslutning om at mobilisere hæren i kampen mod prorussiske aktivister er en "kriminel handling", lyder det søndag fra Ruslands udenrigsministerium.

Emnet skal øjeblikkeligt på FN's Sikkerhedsråds dagsorden, og Vesten skal straks bringe dets ukrainske allierede under kontrol, kræver Rusland.

- Det er nu Vestens ansvar at forhindre en borgerkrig i Ukraine, lød det i en udtalelse ifølge det russiske nyhedsbureau Interfax.

Udmeldingerne kommer, efter at Ukraines fungerende præsident, Oleksandr Turtjynov, søndag i en tv-tale til nationen sagde, at han vil indsætte hæren i kampen mod prorussiske aktivister, der i weekenden greb til våben og indtog flere strategisk vigtige bygninger.

Den fungerende præsident agter at iværksætte en "fuldskala antiterror-operation", lød udmeldingen.

Han beskylder Rusland for at støtte de prorussiske aktivister, men tilbyder dog amnesti til de aktivister, der nedlægger deres våben inden mandag morgen klokken otte dansk tid.

Søndag kom det til blodige sammenstød mellem ukrainske styrker og prorussere ved en antiterroraktion i den østukrainske by Slavjansk. Aktionen kostede mindst to personer livet.

De prorussiske aktivisters handlinger kan betyde en eskalering af Ukraines konflikt med Rusland, mener Gudrun Persson, der er sikkerhedspolitisk analytiker ved det svenske forsvars forskningsinstitut (FOI).

- Situationen er meget alvorlig. Bare det faktum, at det foregår så mange forskellige steder, tyder på, at der er tale om en planlagt aktion, siger Persson med henvisning til, at aktivister har udført aktioner i flere byer.

Ruslands udenrigsminister, Sergej Lavrov, mener, at Ukraines oprustning er ulovlig og vil derfor have FN's Sikkerhedsråd til at diskutere situationen på et hastemøde.

0 kommentarer
Vis kommentarer