Özlem: Akkari burde sige undskyld til muslimerne

Akkari har undskyldt til Anders Fogh og Danmark, men han skylder også muslimerne en undskyldning, mener SF'er

Den tidligere imam Ahmed Akkari, som var en af hovedmændene bag udbredelsen af Muhammed-tegningerne i Mellemøsten, har i forbindelse med udgivelsen af en ny bog undskyldt sin rolle i konflikten.

Akkari har både undskyldt over for Danmark og over for tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen. Men Ahmed Akkari har glemt at undskylde over for de danske muslimer.

Det mener SF's medlem af Folketinget Özlem Cekic, som både kritiserer Ahmed Akkari for hans kurs under Muhammed-krisen og dele af indholdet i hans nye bog "Min afsked med islamismen", som hun også mener skader muslimer.

- Muhammed-krisen fik fatale konsekvenser for over 100 mennesker og den ødelagde Danmarks omdømme.

- Samtidig blev de muslimer, som boede i Danmark, taget som gidsler, fordi han gjorde sig til talsmand for os. Vi fremstod som islamister, som ville Danmark noget ondt, selvom vi overhovedet ikke var enige med ham, siger Özlem Cekic.

Hun mener desuden, at Ahmed Akkari fortsætter med at skade muslimerne i Danmark med sin nye bog. Hun henviser til, at Ahmed Akkari i bogen skriver:

"På baggrund af mine egne oplevelser vil jeg anslå, at cirka en fjerdedel af alle muslimer i Danmark er påvirket af islamismen i varierende grad."

Det er skudt langt over målet og er med til at skabe nye grøfter, mener Özlem Cekic.

- Under Muhammed-krisen opfattede han danskerne som racister, og nu oplever jeg en fare for, at han er hoppet i den anden grøft. Han er i gang med at danne en ny gruppe mennesker, som han retter sit had i mod, siger Özlem Cekic.

Det rammer ifølge SF'eren igen de muslimer, som ellers er del af det danske fællesskab med skolegang, arbejde og aktiv deltagelse i skolebestyrelser og idrætsforeninger.

- De bliver igen sat i bås med sådan nogle som Akkari, som rendte Mellemøsten rundt, mens Dannebrog blev brændt af, siger Özlem Cekic.

0 kommentarer
Vis kommentarer