Kerry fordømmer id-krav for ukrainske jøder som grotesk

Den amerikanske udenrigsminister er rystet over krav til jøder i den ukrainske by Donetsk

Jøder i den ukrainske by Donetsk er blevet bedt om at identificere sig som jøder, afslørede den amerikanske udenrigsminister, John Kerry, efter et internationalt krisemøde i Geneve torsdag.

- I år 2014, og efter alt det, vi i historien har været igennem, så er det ikke bare uacceptabelt. Det er grotesk. Det er mere end uacceptabelt, siger John Kerry på et pressemøde i den schweiziske by.

Udenrigsministeren fremhævede id-kravet som et eksempel på, at man ikke vil acceptere nogen form for religiøs diskrimination i Ukraine.

BBC har set og offentliggjort en kopi af dokumentet, hvori jøder bliver bedt om at identificere sig som jøder i den østukrainske by.

Kravet vækker minder om nazitiden, da jøder var tvunget til med en stjerne på overtøjet at identificere sig selv på gaden.

0 kommentarer
Vis kommentarer