Pentagon vil sælge militærhelikoptere til Mexico

Milliardaftale kan snart være en realitet. Mexico er en stærk partner i kampen mod narkohandel, lyder det

Det amerikanske forsvarsministerium ønsker at sælge en række militærhelikoptere til nabolandet Mexico, som forsøger at slå ned på de berygtede narkokarteller.

Pentagon har informeret USA's kongres om planerne, og de amerikanske politikere har nu knap en måned til at komme med indvendinger, inden kontrakten går igennem.

USA vil sælge 18 helikoptere af modellen UH-60M Black Hawk med tilhørende udstyr til en samlet pris på 680 millioner dollar. Det svarer til cirka 3,7 milliarder kroner.

- Det foreslåede salg vil bidrage til USA's udenrigspolitik og nationale sikkerhed ved at hjælpe med at forbedre sikkerheden for en strategisk partner, oplyser Defense Security Cooperation Agency, der hører under det amerikanske forsvarsministerium.

- Mexico har været en stærk partner i kampen mod organiseret kriminalitet og organisationer, der beskæftiger sig med narkohandel, lyder det videre.

Siden Mexicos tidligere præsident Felipe Calderón i 2006 erklærede narkokartellerne krig, er over 85.000 mennesker omkommet i kampene.

Mexicos nuværende præsident, Enrique Peña Nieto, har lovet, at han vil forsøge at stoppe krigen mellem narkokartellerne i landet, og han har afvist enhver snak om at indgå en form for våbenhvile med kartellerne.

0 kommentarer
Vis kommentarer