Biden til Rusland: Der er kun kort tid til at handle

Det ukrainske præsidentvalg den 25. maj vil være det vigtigste valg i landets historie, siger Biden i Kijev

Den amerikanske vicepræsident, Joe Biden, siger under et besøg i Kijev, at "tiden er kort", hvis Rusland skal handle og få militante prorussiske grupper til at overgive sig i den østlige del af Ukraine.

- Flere provokerende handlinger vil føre til yderligere omkostninger og isolation af Rusland, siger den amerikanske vicepræsident.

Samtidig bebuder Washington en ny hjælpepakke til Ukraine på 50 millioner dollar (omkring 270 millioner kroner) til Ukraines politiske reformproces.

Biden advarer mod den udbredte korruption i landet og siger, at det samme gælder den ukrainske befolkning.

- Ukraine står over for ydmygende trusler og kæmpemæssige problemer, men USA er parat til at assistere dets ledere med at skabe national enhed, siger Biden.

Han er i Ukraine, efter at telefonlinjerne har glødet mellem diplomater fra USA og Rusland, som forsøger at genoplive den aftale, der blev indgået i sidste uge i Genève.

I en advarsel til de prorussiske grupper siger Biden:

- Yderligere provokationer vil føre til yderligere sanktioner mod Rusland.

Samtidig skal Rusland tage affære nu, så Ukraine ikke bliver "splittet i to."

- Vi opfordrer Rusland til at stoppe støtten til mænd, der gemmer sig bag masker i umærkede uniformer, som skaber uro i det østlige Ukraine, siger Biden.

Det fremgår af Genève-aftalen, der er underskrevet af Ukraine, Rusland, USA og EU, at de prorussiske oprørere, der har sat sig på en række byer i det østlige Ukraine, skal lade sig afvæbne og forlade de offentlige bygninger, de har besat.

Den amerikanske vicepræsident mødte først på dagen den fungerende præsident, Oleksandr Turtjynov, i parlamentsbygningen og drøftede Genève-aftalen.

Mens USA siger, at Moskva skal øge presset på prorussiske separatister og få dem til at respektere aftalen, så siger Rusland, at USA skal øge presset på styret i Kijev.

Den amerikanske ambassadør Geoffrey Pyatt siger til journalister, at "bolden er virkelig ovre på den russiske banehalvdel", når det gælder om at få aftalen til at virke.

- Washington vil bruge dage - ikke uger - på at vurdere implementeringen af aftalen, siger han.

0 kommentarer
Vis kommentarer