Var gift i 70 år - døde med 15 timers mellemrum

Børnene vidste godt, at faren hurtigt ville følge deres mor, da hun døde som 92-årig

Kenneth og Helen døde med femten timers mellemrum efter 70 års ægteskab. (AP Photo/Felumlee family)
Kenneth og Helen døde med femten timers mellemrum efter 70 års ægteskab. (AP Photo/Felumlee family)

Helen og Kenneth Felumlee var gift i 70 år og havde det allerbedst, når de var sammen. Et godt billede på, hvor tætte de var, er, da ægteparret en gang for mange år siden tilbragte natten på en færge, hvor der kun var enkeltmandskøjesenge - hvorefter de valgte at dele den nederste i stedet for at sove alene. De sov ALTID sammen.

Derfor var familien ikke i tvivl om, at Kenneth Felumlee hurtigt ville følge sin kone, da 92-årige Helen Felumlee måtte slippe livet sidste lørdag morgen. Og ganske rigtigt. 15 ½ time senere sov han ind. Det skriver zanesvilletimesrecorder.com.

- Vi ønskede, at de forlod os sammen, og det gjorde de, siger parrets datter, Linda Cody og tilføjer:

- Han var klar. Han ville bare ikke forlade hende.

Blev hemmeligt gift
Kenneth og Helen indledte deres romantiske liv sammen som kun 18- og 19-årige, efter de blev introduceret af Kenneths ekskæreste. De datede først i tre år, hvorefter de stak af for at blive gift under påskud af, at de ville besøge Kenneths gamle basketball-træner i Kentucky.

De blev gift 20. februar 1944 - to dage før Kenneth juridisk set havde lov til at blive gift.

- Han kunne ikke vente, siger hans søn, Jim Felumlee.

Men da de kom tilbage, svigtede modet alligevel Kenneth, så parret boede hver for sig i adskillige uger, inden han samlede mod til at fortælle nyheden - der viste sig at være jern-holdbar - til deres forældre.

I alt fik parret otte børn sammen, og Kenneth arbejdede som mekaniker og inspektør på jernbanen, før han begyndte som postbud, mens Helen tog sig af børnene og hjalp alle i nabolaget, der havde brug for det.

Hjalp hinanden til det sidste
Og i al den tid, de fik sammen, var parret der for hinanden. Kenneth fik amputeret sine ben for 2½ år siden på grund af dårligt blodomløb, og Helen passede og plejede ham derefter. Det var først tre uger før deres død, at hun blev for svag til at klare opgaven.

- Hun var så svag, at hun næsten ikke kunne klare det. Men hun skubbede stadig hans kørestol. Hun fyldte stadig hans drikkeglas, siger Linda Cody.

Tolv timer efter, at Helen døde, kiggede Kenneth, ifølge zanesvilletimesrecorder.com, på sine børn og sagde: 'Mor er død', hvorefter han begyndte at falde væk. Da han døde, var han omgivet af 24 af sine tætteste familiemedlemmer og venner.

Læs hele den fantastiske historie på zanesvilletimesrecorder.com

1 af 4 (AP Photo/Felumlee family)
2 af 4 (AP Photo/Felumlee family)
3 af 4 Kenneth og Helen med deres otte børn. (AP Photo/Felumlee family)
4 af 4 Kenneth og Helen døde med femten timers mellemrum efter 70 års ægteskab. (AP Photo/Felumlee family)
0 kommentarer
Vis kommentarer