Ægtepar trues af millionregning: Taber opgør om olietank

Højesteret giver Topdanmark medhold i årelang strid om forurenet ejendom i Odsherred

Et ægtepar fra Odsherred har onsdag i Højesteret tabt kampen mod Topdanmark Forsikring om udgifterne til en olieforurening.

Parret risikerer nu at hænge på en regning på flere millioner kroner for oprensningen af jord.

Retssagen drejer sig om en lækket olietank på en ejendom, som parret købte i 2000.

Topdanmark har påstået, at parret burde have vidst, at olietanken på ejendommen var ulovlig.

Først i 2007 opdagede de, at noget var galt, og kontaktede Odsherred Kommune med mistanken om forurening.

Derefter blev der sat afværgepumpning og andre foranstaltninger i gang for at rydde op.

I Østre Landsret fik parret medhold i, at Topdanmark Forsikring skulle dække omkostningerne, som anslås til at ligge mellem 3,8 og 5,2 millioner kroner.

Men i Højesteret har flertallet af dommerne i forhold til landsretten skærpet kravet til husejere om, hvad de har pligt til at sætte sig ind i.

Ifølge en bekendtgørelse skulle olietanke af en bestemt type og et bestemt fabrikat sløjfes senest 1. januar 2001. Den viden burde parret have sikret sig, mener fire af de fem dommere.

Den femte dommer mener derimod, at det krav er urimeligt at stille.

Ægteparret fik ingen hjælp af den advokat, som hjalp dem med handlen i 2000. Han fik ikke indtryk af, at olietanken ville være ulovlig inden for kort tid.

Højesteret siger i onsdagens dom, at denne advokat har begået en fejl ved ikke at have skaffet sig en såkaldt tankattest og at have advaret køberne om risikoen.

Men parret kan ikke få erstatning af advokaten - denne sag er nemlig forældet, fastslår landets øverste domstol.

Omfanget af oprydningen er endnu ikke endeligt afgjort. Og det er årsagen til, at den nøjagtige pris for oprydningen endnu ikke kan fastsættes. I yderste konsekvens kan det blive nødvendigt at rive huset ned.

Kun en enkelt ting kan parret trøste sig med: At de har fået fri proces under retssagen.

0 kommentarer
Vis kommentarer