TV: Efter anklage om dyremishandling: Stjerne-rytter beklager

Seletøjet var for stramt, siger dressurstjernen Andreas Helgstrand

Stjernerytteren Andreas Helgstrand er i søgelyset efter fotos, der viser, at den 12-årige dressurhest Akeem Foldager tilsyneladende led af smerter: – Det var en fejl, og det beklager jeg, siger den tidligere OL-rytter.
Stjernerytteren Andreas Helgstrand er i søgelyset efter fotos, der viser, at den 12-årige dressurhest Akeem Foldager tilsyneladende led af smerter: – Det var en fejl, og det beklager jeg, siger den tidligere OL-rytter.

Efter kritikken af påstået brutal behandling af den kostbare dressurhest Akeem Foldager erkender stjernerytteren Andreas Helgstrand, at hestens lidelser skyldtes en fejl i forbindelse med et privat ridearrangement.

Fotos på web-sitet EPONA.tv viste tilsyneladende, at hesten havde et kraftigt slidmærke på siden efter sporer, og samtidig var det tydeligt, at dens tunge var helt blå.

– Der sker fejl alle vegne. Også i ridesporten. Den pågældende dag blev Akeem Foldagers seletøj monteret for stramt, og det beklager jeg, siger Andreas Helgstrand.

Snakken med OL-rytteren foregår på det mondæne dressurstutteri Helgstrand Dressage nord for Aalborg, hvor Ekstra Bladet i går kom på uanmeldt besøg.

Vi piner ikke dyr her
– Men jeg vil gerne slå fast, at vi altså ikke piner dyr her på stedet. Vi træner nogle af verdens dyreste og fineste dressurheste, og det kan man ikke gøre med vold og mishandling.

Andreas Helgstrand mere end antyder, at den opsigtsvækkende historie om hestemishandling blandt hestedressurens elite skyldes et ønske om at ramme ham personligt og firmaet bag Helgstrand Dressage.

Den store hesteejendom råder over tre ridehaller og et top-moderne staldanlæg med 30 ansatte.

Nogen vil skade mig
– Jeg har før oplevet, at folk har ønsket at skade mig. Det må være misundelse over, at stedet her har skabt så fine resultater, siger han.

Den 12-årige Akeem Foldager er en af perlerne blandt de ca. 120 dressurheste, der er opstaldet på Helgstrands stutteri.

– Akeem er en af de heste, jeg godt selv kunne finde på at vælge til VM eller OL. Det er en hest til et tocifret millionbeløb, og sådan et værdifuldt dyr behandler vi naturligvis med respekt og omtanke som alle andre heste.

0 kommentarer
Vis kommentarer