Obama i Seoul: Forsøger at forsone Japan og Sydkorea

Den amerikanske præsident kondolerer Sydkorea efter den ufattelige færgetragedie, hvor over 300 omkom

Den amerikanske præsident, Barack Obama, siger, at Nordkorea udgør en trussel mod nabolandene i regionen, og han udtrykker håb om, at Kina vil gøre dets indflydelse gældende over for nordkoreanerne.

Under et besøg i Seoul lægger Obama vægt på at forbedre forholdet mellem Sydkorea og Japan, der begge føler sig truet af regimet i Pyongyang.

Der er stærke spændinger mellem Japan og Sydkorea på grund af Japans tidligere koloniherredømme på Den Koreanske Halvø og landets forbrydelser mod koreanerne under Anden Verdenskrig.

De fleste historikere anslår, at Japans militær under Anden Verdenskrig holdt op til 200.000 kvinder mod deres vilje i militære bordeller. Det var lokale kvinder i lande, hvor der var japanske besættelsessoldater, først og fremmest i Korea, Kina og Filippinerne.

I en tale kort efter Obamas velkomst siger den sydkoreanske præsident, Park Geun-hye, at japanerne må tage aftaler om et forbedret forhold mellem Seoul og Tokyo mere alvorligt.

Det er en kritik af den japanske premierminister, Shinzo Abes, omstridte besøg af Yasukuni-templet i Tokyo, der af mange opfattes som et symbol på fortidens militarisme og Japans krigeriske fortid.

Obama siger, at den chokerende historie om sexslaverne var en skrækkelig krænkelse af menneskerettighederne, og at den japanske regering har samme opfattelse.

- Det er både i Japans og Sydkoreas interesse at se både fremad og tilbage.

Obama kondolerer også fredag Sydkorea for "det ufattelige tab", som ramte nationen ved en færgekatastrofe for godt to uger siden, hvor over 300 mennesker omkom - de fleste af dem teenagere.

- Jeg er klar over, at mit besøg her finder sted på et tidspunkt, hvor landet er i dyb sorg, siger den amerikanske præsident.

USA's præsident kom til Sydkorea fra Japan. Han skal endvidere besøge Filippinerne og Malaysia. Det er Obamas femte besøg i regionen i sin tid som præsident.

/ritzau/Reuters

0 kommentarer
Vis kommentarer