Udenrigsministeren skaffer kæmpepanda til Zoo

Københavns Zoo føler sig heldig. De har nemlig endelig fået lov til at blive vært for sjældne kinesiske kæmpepandaer

Nu kommer den sjældne kæmpepanda til Københavns Zoo (Foto: Københavns Zoo)
Nu kommer den sjældne kæmpepanda til Københavns Zoo (Foto: Københavns Zoo)

Det er netop lykkedes Københavns Zoo at få to kinesiske kæmpepandaer, efter Danmark i fire år har prøvet at få arten til Zoo.

I dag kom aftalen i hus mellem udenrigsminister Martin Lidegaard (R) og den kinesiske præsident Xi Jinping under et dansk erhvervsmøde i Kina. Under mødet deltog også regentparret, som var på besøg i Kina.

Zoos direktør Steffen Stræde er meget glad for aftalen og ser frem til at blive vært for den sjældne og stærkt truede art.

- Det er en særdeles stor ære og anerkendelse for Zoo at blive godkendt til. Det er et symbol på det gode forhold mellem Danmark og Kina, siger han i en pressemeddelelse.

Det er udenrigsministeren Martin Lidegaard enig i.

- Det er meget glædeligt, at Danmark har fået lov til at låne to pandaer af Kina. Et stærkt symbol på venskabet, siger udenrigsministeren til DR Nyheder.

Pandaen er truet
I Zoo håber man på, at man med de nye kæmpepandaer kan gøre danskerne klogere på Kinas spændende natur og dyreliv. Hvor netop kæmpepandaen er en dyreart, som er truet med kun omkring 1600 kæmpepandaer tilbage i naturen.

Derfor vil man i Københavns Zoo også prøve at få et avlspar, men først og fremmest skal Zoo lige have bygget et anlæg til de to nye bjørne.

- Vi glæder os over at bidrage til forskningen i dette sjældne og betagende dyr, som det kun er meget få mennesker forundt at opleve.

- Det er helt fantastisk, at børn og voksne i Danmark nu får lov til at lade sig fascinere af kæmpepandaen på nært hold, siger Zoos direktør, Steffen Stræde.

Men besøgende må lige vente i nogle år på at få lov til at se de imponerende kinesiske pandaer på nært hold.

Det kræver nemlig stor forberedelse i både Kina og i Zoo at få kæmpepandaerne til Danmark.

0 kommentarer
Vis kommentarer