Forsvarsminister: Bekymrende at OSCE-dansker er kidnappet

Danmark og Tyskland har fortsat tæt kontakt, efter at dansk OSCE-observatør er kidnappet i det østlige Ukraine

Forsvarsminister Nicolai Wammen (S) er stærkt bekymret, efter at bevæbnede separatister fredag har kidnappet en bus fuld af OSCE-observatører i det østlige Ukraine nær byen Slavjansk.

Danmarks forsvarskommando har siden fredag morgen ikke haft kontakt til den dansker, der er en del af missionen, som ifølge Tysklands forsvarsministerium også tæller tre tyske soldater, en tysk tolk og militære observatører fra Danmark, Sverige, Tjekkiet og Polen.

- Det er stærkt bekymrende, at vi ikke har kunnet få kontakt til den danske, militære observatør, der indgår i OSCE's inspektionsgruppe, og at meget tyder på, at gruppen er blevet tilbageholdt, siger Nicolai Wammen.

Ifølge Ukraines indenrigsministerium består den tilbageholdte gruppe af syv repræsentanter fra OSCE og fem ukrainske soldater.

Den danske observatør er normalt i kontakt med forsvaret hver dag, men man har ikke hørt fra ham siden fredag morgen trods gentagne forsøg, hvilket betegnes som "usædvanligt".

Gruppen af observatører fra Organisationen for Samarbejde og Sikkerhed i Europa er på mission i byen Slavjansk, der er under prorussiske separatisters kontrol.

- Vi behandler situationen med stor alvor, og jeg har selv her til aften talt med min tyske forsvarsministerkollega og aftalt, at Danmark og Tyskland - der leder inspektionsgruppen - fortsat vil holde tæt kontakt i sagen, siger han.

Det er endnu ikke bekræftet, hvem der står bag kidnapningen, lyder det ifølge Nicolai Wammen, der på det 'skarpeste' tager afstand fra handlingen.

- Det er afgørende, at observatørerne hurtigst muligt igen kan gennemføre deres arbejde. Jeg opfordrer alle parter i Ukraine til aktivt at medvirke til, at dette sker, siger han.

0 kommentarer
Vis kommentarer