Efter mild vinter: Nu får vi mange hvepse

Den milde vinter kan have betydet gode forudsætninger for hvepsedronningerne, der står for sæsonens hold af hvepse

Den milde sommer kan betyde, at vi får ekstra mange af disse at se i løbet af sommeren. (Foto: Colourbox)
Den milde sommer kan betyde, at vi får ekstra mange af disse at se i løbet af sommeren. (Foto: Colourbox)

Intet er så godt, at det ikke er dårligt for noget.

Sådan kunne et mundheld for de mere pessimistiske danskere lyde, og det bliver formentlig også relevant for de flestes yndlings-samtaleemne, nemlig vejret.

Den meget milde vinter, hvor vi sammenlignet med tidligere år fik meget lidt kulde og sne, og det tidlige forår, kan nemlig betyde mere end et stigende antal besøgende i landet haver og parker.

Det milde vejr betyder nemlig typisk, at hvepsene, også kaldet sociale gedehamse, har kronede dage, når vi når sommeren.

- Gedehamse overlever kun som befrugtede dronninger, og det vil sige, at de skal starte forfra hvert år om foråret med at bygge boer op. Og jo hårdere vinter, des flere af de her overvintrende dronninger vil også gå til, og jo mildere vinteren er, og jo lunere foråret er, des tidligere kan de også komme igang med at bygge boerne op, siger Lars Vilhelmsen, der er lektor ved Københavns Universitet og Statens Naturhistoriske Museum, til Ekstra Bladet.

Han gør opmærksom på, at han endnu ikke selv har observeret nogen hvepse, men at det er sandsynligt, at man vil opleve et voksende antal af hvepse på grund af den milde vinter. Inden længe vil de overlevende dronninger så småt begynde at etablere sig.

- Dronningerne plejer at komme frem i maj typisk, alt afhængigt af temperaturen, og de første måneder ser man dem ikke rigtig, fordi de ikke har fået så store populationsantal. Så det er når vi kommer hen på sommeren i løbet af august og september, at de kulminerer. Det kan så variere fra år til år, hvor mange der er, siger Lars Vilhelmsen, der blandt andet har specialiseret sig i netop hvepse.

Dårlig sommer hæmmer hvepse
Hvepsene fortsætter med at bygge boet op hen over sommeren, og hvis det milde vejr fortsætter, fortsætter antallet af hvepse også med at stige.

- Hvis vi får en kold og våd sommer kan det være, det går i stå igen, så de ikke når at bygge så meget op. Men de burde kunne få en god start her den kommende tid, siger han.

Til gengæld vil hvepsene have kronede dage, hvis sommeren vejrmæssigt bliver god.

- Jo tørre og varmere vejr det bliver, des bedre forhold er det for byttedyrene, og hvespe er rovdyr, så dermed er det også bedre for dem, siger Lars Vilhelmsen.

Klask dem!
Hvis man ikke vil gå rundt og håbe på en dårlig sommer, kan man dog også selv gøre en indsats for at begrænse antallet af de gul-sorte plageånder hen over sommeren.

- Hvis man ser nogen her i forsommeren, selvom det kun er en enkelt, så kan man klaske den. Det er måske en dronning, som så ikke kan bygge et bo op. Jo tidligere, man får ram på dem, des bedre. De er bare ikke så synlige i starten, så man lægger mere mærke til dem i sensommeren, når de er rigtigt oppe i omdrejninger.

Det kan dog være svært for det blotte øje at se, om det er en dronning, man har fået ram på, forklarer han.

- De er generelt lidt større, men det er måske svært at se, når man ikke har noget at sammenligne med. Og de vil også kun være fremme i starten af sæsonen, så længe de er ene om arbejdet med at opbygge et bo, siger Lars Vilhelmsen.

- Hvis dronningen kommer ud for en ulykke, eller det er dårligt vejr, så er det ikke sikkert, hun magter at starte boet op. Men når først hun når forbi den kritiske fase, og der kommer den første generation af arbejdere, som kan overtage opbygningen, så kan dronningen holde sig hjemme i boet og koncentrere sig om at lægge æg.

Bliver værst i sensommeren
Hvepsene bliver ved med at opbygge boet ind til sidst på sommeren, hvor de fleste nok vil opleve, at hvepsene er en særlig pestilens.

- Arbejderne flyver ud og forlader boet, hvorefter de strejfer rundt på egen hånd og går efter søde sager. Det er typisk der, de bliver oplevet som mest generende. Men efter noget tid dør de så ud, og så er det kun dronningerne, der overvintrer og gemmer sig af vejen forskellige steder.

0 kommentarer
Vis kommentarer