Milliardhandel: TDC sælger ud af sine finske selskaber

TDC indgår et 'strategisk samarbejde' i Finland, der betyder frasalg for 1,15 milliarder kroner

Teleselskabet TDC sælger sine lokale finske aktiviteter i to datterselskaber til finske DNA for 1,15 milliarder kroner, oplyser selskabet i en meddelelse til fondsbørsen.

TDC vil dog stadig levere løsninger til "pan-nordiske erhvervskunder og internationale wholesale-kunder" i Finland, som det hedder i meddelelsen.

DNA overtager de to TDC-selskaber og deres finske kunder, mens TDC fortsat vil have et fibernet i Finland som en del af sin europæiske fiberring.

- Det vigtigste for os har været at sikre, at vores pan-nordiske erhvervskunder og internationale wholesale-kunder bliver serviceret bedst muligt, og det sikrer vi med aftalen, ligesom vores lokale finske kunder forbliver i trygge hænder.

- TDC står med aftalen som den stærkeste partner i Norden til at tilbyde telefoni- og dataløsninger i regionen, siger koncerndirektør Asger Hattel fra TDC Nordic & Wholesale.

Købet af TDC’s finske aktiviteter kommer til at styrke DNA's position på det finske erhvervsmarked.

Selskabet er Finlands tredjestørste teleselskab med flere end 3,3 millioner mobil- og fastnetkunder og en omsætning på 5,5 milliarder kroner, ligesom man er landets største udbyder af kabel-tv.

- Vi har haft et historisk godt samarbejde med DNA, og det styrker vi yderligere med denne aftale, og samtidig sikrer vi vores pan-nordiske kunder adgang til en stærk lokal partner med eget mobilnet i Finland, siger Asger Hattel.

Efter skat medfører salget en gevinst på cirka 700 millioner kroner. En del af salgsprovenuet vil brugt på at nedbringe gælden, mens cirka 500 millioner kroner vil blive brugt på investeringer.

0 kommentarer
Vis kommentarer