Efter strålende forårsvejr: Så kold bliver 1. maj

Efter forrygende flot forårsvejr de seneste dage står det på langt koldere vejr i slutningen af den kommende uge

På trods af varmt og klart vejr de seneste dage, bliver det ikke en solrig fornøjelse at tage i eksempelvis Fælledparken på torsdag. (Arkivfoto: POLFOTO)
På trods af varmt og klart vejr de seneste dage, bliver det ikke en solrig fornøjelse at tage i eksempelvis Fælledparken på torsdag. (Arkivfoto: POLFOTO)

Hvis de seneste dages flotte temperaturer og den skyfri himmel har fået dig til i ren eufori at kaste vintertøjet langt væk, kan du godt forberede dig på mere eller mindre frivilligt skulle give det varmere tøj en tur mere fremme i lyset, når vi når hen sidst på ugen.

Temperaturen udenfor tager nemlig et alvorligt dyk nedad. Og det starter den dag, hvor ekstra mange danskere ellers traditionelt foretrækker at bruge dagen udendørs, nemlig 1. maj.

- På torsdag skal vi have en koldfront ned over landet, og det betyder så lige pludselig, at temperaturen falder fra de 15-20 grader, vi har haft de seneste dage, til 8 til 13 grader. Så det er noget helt andet vejr, siger Lars Henriksen, der er vagthavende meteorolog hos DMI, til Ekstra Bladet.

Risiko for nattefrost
Især i nattetimerne får temperaturen et dyk, hvor tallet på termometeret kan nærme sig den forkerte side af frysepunktet.

- Der begynder at være tendens til, at der kan komme noget nattefrost, når vi kommer hen til natten til lørdag, som det ser ud nu. Men på vores nyeste prognoser ser det knap så voldsomt ud, som det gjorde på dem, vi havde tidligere, siger han.

Se også: Meteorologers udsigt: Så god bliver sommeren

Han mener derfor ikke, der er nogen grund til at frygte, at det pludselig sner, når kalenderen viser maj måned.

- Selvom det bliver koldere, er der en tendens til, at vinden går mere i nord, og det betyder også, at vi kommer til at ligge i læ af de norske fjelde. Så det ser ud til, at når det bliver allerkoldest, bliver det også tørt. Så hvis der kommer nogen byger, og der er noget hvidt i, er det nok overvejende som hagl. Så jeg tror ikke umiddelbart, der kommer sne, siger Lars Henriksen.

Polarluft fra nord
Det store temperaturfald skyldes, at vi får en masse luft ned fra det noget koldere nord.

- I lang tid har vi ligget med en masse varm luft østfra, så når den koldfront kommer ned fra nord på torsdag, så trækker den en masse polarluft med sig, og derfor falder temperaturen så markant, som den gør, siger han.

Se også: Efter mild vinter: Nu får vi mange hvepse

Den køligere luft bliver hængende et godt stykke tid, selvom det bliver en anelse lunere efter næste weekend.

- Men det kommer ikke til at blive ligesom det, vi har set det sidste stykke tid.

Solrig mandag og tirsdag
Inden vi når til det store temperaturmæssige dyk på torsdag, er der endnu et par solrige dage i vente.

- Både mandag og tirsdag bliver med masser af sol og 15-20 grader. Og på onsdag bliver den eneste markante forskel nok, at vestjyderne får noget køligere luft, fordi vinden går mere i vest og nordvest, og så vil de mærke det på en helt anden måde, og omvendt får de østvendte kyster måske ganske pæne temperaturer, siger Lars Henriksen om vejret de kommende dage.

Han understreger dog, at der ikke er nogen tvivl om, at temperaturene vil falde sidst på ugen, så det gælder om at nyde de kommende dage, hvis man er tilhænger af solskin og høje temperaturer.

0 kommentarer
Vis kommentarer