TV: Militante vil sælge bortførte piger for 68 kr.

Islamisk gruppe i Nigeria erkender bortførelse af flere hundrede skolepiger. Nu skal de sælges som barnebrude

Boko Harams leder Abubakar Shekau tager ansvar for kidnapningen af de knap 300 piger i en video. (Foto: AP)
Boko Harams leder Abubakar Shekau tager ansvar for kidnapningen af de knap 300 piger i en video. (Foto: AP)

Den berygtede islamistiske oprørsgruppe Boko Haram erkender i en video, at den står bag kidnapningen af flere hundrede skolepiger fra landsbyen Chibok i Nigeria.

- Jeg kidnappede jeres piger, siger gruppens leder Abubakar Shekau i den 57 minutter lange video og tilføjer:

- Jeg vil sælge dem på markedet.

Ifølge pårørende til de bortførte piger har Boko Haram allerede solgt nogle af pigerne som barnebrude til militante oprørsfolk.

- Hver pige bliver solgt for 2000 naira (68 kroner, red.), har lederen af ældsterådet i Chibok, Pogo Bitrus, sagt til nyhedsbureauet AFP.

Se også: Forældre til bortførte piger trygler udlandet om hjælp

Boko Haram, der betyder 'vestlig uddannelse er en synd', har som mål at indføre Sharia-lov i hele Nigeria, og gruppen er i konflikt med både regeringen og de kristne i landet.

Lokalbefolkningen kalder gruppens medlemmer for ’talebanere’.



Denne pige er iført en t-shirt, hvor hun kræver de bortførte piger fra Chibok bragt hjem i sikkerhed. (Foto: AP)
Denne pige er iført en t-shirt, hvor hun kræver de bortførte piger fra Chibok bragt hjem i sikkerhed. (Foto: AP)


Myndighederne i Nigeria har længe mistænkt Boko Haram for at stå bag kidnapningen af 276 skolepiger, der blev bortført fra en skole i Chibok 14. april.

Pigerne blev angiveligt stuvet sammen i lastbiler, der forsvandt ind i et fjerntliggende område langs grænsen til Cameroun.

Senere lykkedes det godt 50 af pigerne at undslippe, men politiet oplyste fredag, at 223 piger stadig var i bortførernes vold.

Den brutale bortførelse har chokeret Nigeria, der ellers ofte er skueplads for grusomheder i forbindelse med det stadig mere blodige islamistiske oprør i den nordlige del af landet.



En gruppe kvinder kræver skolepigernes frigivelse under en demonstration i Lagos, Nigeria, mandag. (Foto: AP)
En gruppe kvinder kræver skolepigernes frigivelse under en demonstration i Lagos, Nigeria, mandag. (Foto: AP)


Nigerias præsident, Goodluck Jonathan, har lovet, at hans regering vil sikre frigivelsen af de kidnappede skolepiger.

- Det er en hård tid for dette land. Det er smertefuldt, lyder det fra Goodluck Jonathan, som opfordrer folk til at samarbejde i forsøget på at redde de mange piger.

Han siger, at han har bedt om hjælp fra blandt andet USA, Frankrig, Storbritannien og Kina.

Den amerikanske udenrigsminister, John Kerry, har sagt, at USA vil gøre 'alt inden for mulighedernes grænser' for at hjælpe Nigeria med at håndtere Boko Haram.

1 af 3 Denne pige er iført en t-shirt, hvor hun kræver de bortførte piger fra Chibok bragt hjem i sikkerhed. (Foto: AP)
2 af 3 (Foto: AP)
3 af 3 Boko Harams leder Abubakar Shekau tager ansvar for kidnapningen af de knap 300 piger i en video. (Foto: AP)
0 kommentarer
Vis kommentarer