Militær holder Thailand i jerngreb

Militæret i Thailand har lukket nyhedssites og tv-stationer og advarer thai'erne om at samles i grupper

Soldater i gadebilledet i Thailand efter, at militæret har taget magten (Foto: AP)
Soldater i gadebilledet i Thailand efter, at militæret har taget magten (Foto: AP)

Det thailandske militær bruger ikke kun sin magt i gaderne til at holde ro og orden i landet.

Ifølge Reuters er alle thailandske tv- og radiostationer blevet beordret til at rydde deres planlagte program og erstatte alle udsendelser med militærets udmeldinger.

- Alle radio og tv-stationer, hvad enten det er satellit eller kabel, skal stoppe deres planlagte programmer og i stedet sende militærets meddelelser, indtil de får anden besked, har militærets talsmand Winthai Suvaree sagt på tv.

Militæret har også benyttet tv-stationerne til at beordre alle demonstranter til at tage hjem.

- For at kunne holde ro og orden må alle demonstranter fra alle grupper omgående tage hjem, siger militærets talsmand ifølge AFP i tv-talen og tilføjer, at det er ulovligt at være mere end fem personer samlet til politiske protester.

Sikkerhedsniveau ikke ændret
Også flere nyhedssider er lukket. Eksempelvis er det ikke muligt at komme ind på den engelsksprogede avis Bangkok Posts hjemmeside.

Se også: Kup i Thailand: Hærchefen tager kontrol over regeringen

Men danske turister skal ikke føle sig truede. Ifølge den thailandske hærchef general Prayuth Chan-ocha, vil militæret beskytte turister og diplomater i kølvandet på dets magtovertagelse.

Det skriver CNN

Udmeldingen kommer efter, at militæret har taget magten i landet.

Udenrigsministeriet oplyser på dets hjemmeside, at sikkerhedsniveauet ikke er ændret.

'Der kan fortsat forekomme sporadiske skyderier omkring opholdssteder for demonstranterne. Danskere bør holde sig på stor afstand af demonstrationer og optog i Bangkok og andre steder i Thailand', står der i rejsevejledningen på hjemmesiden.

Ulovlig at samles

Landet har siden november været præget af uro mellem modstandere og støtter af Thailands tidligere premierminister Thaksin Shinawatra og hans lillesøster, den netop afsatte premierminister Yingluck Shinawatra.

Se også: Rejsekongens råd: Hold jer fra Bangkok

Tidligere i denne måned blev Yingluck Shinawatra afskediget som regeringsleder efter en kontroversiel dom for magtmisbrug. Siden er spændingerne i landet taget til igen.

Demonstranterne beskylder blandt andet Shinawatra-søskendeparret for omfattende korruption og vil rydde op i det thailandske demokrati, som de mener, at Yingluck og Thaksin har misbrugt til at berige sig selv.

Flere mennesker er døde, og hundredvis er kommet til skade under de indimellem meget voldsomme uroligheder.

Thailands militær har taget magten, og rejsende danskere bliver anbefalet at skrive sig på Danskerlisten

Thailands militær har overtaget magten i landet. Ole Egberg Mikkelsen, chef for Udenrigsministeriets Borgerservice, siger torsdag eftermiddag, at de ikke fraråder rejser til Thailand. Men han anbefaler blandt andet, at man skriver sig på Udenrigsministeriets såkaldte Danskerliste.

* Danskerlisten giver Udenrigsministeriet mulighed for at kontakte danskere i udlandet, hvis der opstår en krisesituation i det land, hvor de opholder sig.

* En krisesituation kan være naturkatastrofer, terroraktioner eller væbnet konflikt i det pågældende land.

* Alle danskere kan registrere sig på listen i forbindelse med et ophold i udlandet, og det er helt frivilligt, om man vil registrere sig.

* Det kan være relevant i nogle lande kun at registrere sig, hvis man skal opholde sig i det pågældende land i en længere periode. Omvendt i lande med særlige risikoforhold anbefales det, at man også registrerer sig ved kortere ophold.

* På Udenrigsministeriets hjemmeside kan man registrere sig på listen. Man får adgang gennem et selvvalgt ID og password eller ved at bruge NemID.

* Hvis man har brug for hjælp vedrørende listen, kan man også kontakte Udenrigsministeriets Borgerservice.

Kilde: Udenrigsministeriet.

0 kommentarer
Vis kommentarer