Dansk vækst stiger mindre end regeringens mål

Væksten steg med 0,9 procent i første kvartal. Regeringen forventer en årlig vækst på 1,4 procent i år

Væksten i Danmark er i plus. Samlet steg bruttonationalproduktet med steg 0,9 procent i årets første kvartal, viser tal fra Danmarks Statistik.

Og ser man på væksten over et år, lander den på det mål, som regeringen har opstillet for i år - 1,4 procent.

- Det er dog ikke vores opfattelse, at dagens positive tal er startskuddet til et nyt stærkt økonomisk opsving, der kommer i nærheden af det, vi kender fra 00'erne, siger Tore Stramer, chefanalytiker hos Nykredit.

Han maner, at potentialet for vækst er for svagt.

- For det første har husholdningerne fortsat et behov for at spare op som følge af det høje bruttogældsniveau. For det andet er produktiviteten i dansk økonomi fortsat udfordret. For det tredje er væksten i dansk økonomi meget skævt fordelt på tværs af landet, siger Tore Stramer.

Steen Bocian, der er cheføkonom i Danske Bank, mener, at væksten viser, at Danmark er på rette vej, men ikke i høj fart.

- Dagens tal viser flot vækst i det private forbrug. Det er naturligvis positivt, men væksten på to procent skyldes primært tekniske forhold omkring forsikringsudbetalingerne i forbindelse med orkanerne Bodil og Allan, som gav et kunstigt dyk i forbruget i fjerde kvartal, siger han.

- Renser man for forsikringsudbetalinger, steg det private forbrug med i størrelsesordnen 0,4 procent. Det er fortsat fremgang, men det er trods alt en noget mere beskeden fremgang, lyder det fra Steen Bocian.

0 kommentarer
Vis kommentarer