Formodet ulv slår til igen og æder lam i Midtjylland

Et lam er nu blevet ædt i Midtjylland, samtidig med at mistanken om, at en ulv er på rov i Jylland, vokser

En ulv har muligvis igen slået til i Midtjylland. Den landmand, der mandag fandt otte af sine får dræbt, har nu fundet et massakreret, dødt vædderlam, der angiveligt er det seneste af ulvens ofre. Det skriver landbrugsavisen.

- Det er cirka 14.000 kroner alene i døde dyr, og så kommer der i tabt værdi og udgifter til dyrlæge og Daka oveni, siger landmand Sven Joensen fra Herningegnen til landbrugsavisen.dk.

- Der er også et tab i resten af flokken, som er blevet helt vildt stresset af ulven, og det betyder altså noget for deres tilvækst. Og der kan gå lang tid endnu, inden de kommer i gang, fortsætter han.

Synet af et massakreret, dødt vædderlam, som fåreavler Sven Joensen onsdag eftermiddag fandt på sin mark, indikerer ifølge landmanden, at det er en ulv, der er på spil i Midtjylland.

Ulven har ud over at spise det meste af lammet slået endnu et får ihjel under jagten efter føde.

Sven Joensen har svært ved at se, hvilke muligheder han har for at redde sine får. Men onsdag eftermiddag har han alligevel besluttet at flytte flokken.

Selvom Sven Joensen ikke er bange for ulven, så er det stadig noget, der fylder meget i hovedet.

- Jeg er ikke bange. Det er mere det, når jeg skal ud til min flok. Så er jeg bekymret for, om der nu er flere døde, eller ligger der nogen og bløder, siger han.

Vædderlammet, der er blevet spist, bliver onsdag hentet af vildtkonsulenten og sendt videre til København. Her foretages nogle prøver, som skal slå fast, om der er tale om en ulv eller ej.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere